Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Helferich: Munkaczy og Böcklin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
tilfældet, dersom ikke Böcklin havde foretaget en forandring med
landskabet; det er gjennemtrukket med lettere luftlag, en tendrere
atmosfære fylder det, alle toner er lysere. Man skulde aldrig ha
an-seet en saa heldig gjentagelse af et skjønt billede i en ganske anden
sammenhæng for mulig. Og som det er fuldkomment i enhver
henseende, saa har det ogsaa opfyldt stoffets fordringer. Det er et idealt
skjønt billede af den skildrede scene, med luft og trær, med sol og
kjølig skygge, gule og hvide blomster i græsset, og roser, himmelsk
skjønne roser i en busk.
Det forekommer mig, at Böcklin gaar ud fra sagen, som de ægte
gamle. Han elsker blomsterne, lian elsker fortællingerne, han elsker
eventyrene. Man siger, han er kolorist. Det er slet ikke sandt, han
elsker tvertimod farverne. Det er noget andet. Han elsker dem
naivt, han elsker døm som et barn — og han er en kunstner, der
har mangeslags pragtfulde farvetanker.
Böcklin kan efter min opfatning opstilles som Munkaczys
klareste modsætning. Böcklins kolorit vokser vildt, Munkaczys kolorit har
kultur. Af kulturelementer er den sammensat, — følgelig ei- den
resultat. Med Böcklin begynder en ny historia. Efter ham kan der
meget godt komme fint stemte koloristsjæle, der forelsker sig i hans trær,
som gjentar hans trær, og hos dem vil sandsynligvis ogsaa vise sig
denne kultur, som vi savner hos Böcklin. Thi lad os kun tilstaa det:
—- han forfærder! Kommer en franskmand foran et af hans billeder,
vil han forfærdes. Yi tyskere forfærdes ikke, bare fordi vort øie er
mindre kultiveret. For kultiverede øine kan Böcklin være blændende,
forfærdende, kras. Men bagefter kommer forstaaelsen og
henrykkelsen. Øiet vænner sig, øiet ser noget ganske friskt, og hjei’tet jubler.
Og vi føler os tilmode som Turgenjew. da han efter alle den moderne
litteraturs forfinelser i ganske korte, gamle italienske noveller fandt
en nydelse, som Flaubert ikke længere kunde give ham.
Man kan „sige, at Böcklin og Munkaczy er som liv og død, saa
store modsætninger er de. Hos Munkaczy lever jo slet ikke det hele,
det liar en antikvitetsbutiks finhed i tonen, et dæmpet lys. en
„kunst-skjønhed", men en kunstskjønhed med den aldrendes, atblegedes tarver.
Hos Böcklin er alt derimod i den grad i sin begyndelse, at man
undertiden (ved de mindre gode billeder) faar lyst til at sige: hvad er
nu dette igjen, hvorledes kan man ville noget sligt, — det kan jo
aldrig bh til noget, hvor ung ’Böcklin dog er, saa ung, saa ung! — —
Man kan ogsaa ofte tænke dette ved hans allersidste billeder. Det
er hans yngste. Det er, som om naturen havde anstrengt sig saa for
at producere dette exemplar af-et oprindeligt menneske ind i vor tid,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
