Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Shakespeare i hans Digtnings mørke Periode. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Al Følelse for Fædreland, Hjemstavn, ja selv for de
Forsvarsløse er slukt.
Lad Pesten rase blandt Menneskebeden, saalænge der er én
tilbage, som kan grave en Grav. Og Timon selv gaar ind i sit
Gravsted for at begaa Selvmord derinde.
Det er ikke Sorg over Ondskabens Evne til at nedbryde de
Gode (som i Othello) eller Jammer o.ver Livets Elendighed (som i
Lear), det er Harmen over den lidte Utaknemmelighed alene, der
har voxet sig saa stor, at den dækker Livets Himmel med de
sorteste Skyer, slukker Solens Glans og lader en Torden rulle, som
vi ikke har hørt den selv hos Shakespeare — medens Horizonten
blinker af Lyn i Lyn.
Alt hvad Shakespeare i disse senere Aar har oplevet og udstaaet
har han sammentrængt til denne ene desperate Skikkelse,
Menneskehaderen, hvis vilde Rhetorik er som en mørk Essens af tungt Blod
og Galde, udskilt for at lindre Kval. — — —
Og saa var det da sagt, dette Bitterhedens sidste, vildeste
Ord. Den sorte Sky havde udladt sig, og Himlen blev langsomt ren
paany. Gjennem det i Aaringer stegne Crescendo var det højeste
.Forte naaet, og Intet mere tilovers at sige.
Han havde raabt sig træt, han havde raset ud. Feberheden
par ovre. Han har følt sig som i en begyndende Reconvalescens. —
Og hvad er saa hændt?
Den slukkede Sol er bleven tændt paany. Den sorte Himmel
er atter bleven blaa. Den milde Interesse for alt Menneskeligt er
vendt tilbage.
Hvorledes? hvorfor? Hvem kan svare derpaa! Langsomt naaer
han, som han nærmer sig sit Livs Ende, den ældre Alders
Resignation. Der er nogle Glimt deraf i de seneste Værker. Men det
er endnu ikke dette.
Livet har paany tyktes ham værd at leve, Jorden atter smuk,
eventyrlig, fantastisk tiltrækkende.
Man lade Blikket glide hen over de Værker, som staar tilbage!
Perikles, Cymbeline, Vintereventyret, Stormen. Man se ud over denne
hans Livs forbausende farverige September, broget som hans Kunst
aldrig før var broget og med Septembers gjennemsigtigt kjølige Luft.
Hvad staar heraf i alle Menneskers Erindring i første Plan?
Hvad andet end disse unge Kvindeskikkelser: Marina, Perdita,
Imogen, Miranda, disse tabte og gjenfundne Stakler, ensomme,
forladte, der lider blodig Uret, men hvis Væsens Ynde og Adel
sejer-rigt overvinder Alt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
