Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Clara Tschudi: Nogle erindringer om fru Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
mig bevare mindet om uforglemmelige timer tilbragte i det hotelværelse,
der for forkjæmperinden var surrogatet for et hjem.
Som vertinde var fru Collett saare elskværdig. Skjønt reiselivets
utrættelige dyrker, besjæledes hun endnu i sin høie alder og ude i de
fremmede lande af hin gjestfrihedens aand, der havde præget hendes
barndoms og ungdoms hjem, præstegaarden i Eidsvold. Der hvilede
en egen feststemning over de aftener, hvor man var buden til gjest
hos hende, og i saadanne øieblikke en egen stilfærdig poesi over
hendes personlighed. Da søgte hun frem gamle breve og dagbøger
fra hendes ungdom, og hun læste høit for os. Var hun i rigtig godt
lune, kunde det hænde, at hun istemte en eller anden gammel sang
med sin noget sprukne, men ingenlunde svage røst. Med en vis
høitidelighed kunde hun skride hen over gulvet og anmode en eller
anden af os om at spille eller synge; lænet tilbage i sin stol, med
viften i haanden lyttede hun saa til tonerne med et eget, taust
velbehag. Betragtede man hende da, i festens stemning, gjorde hun indtryk
af at være yngre end sine aar; man mindedes uvilkaarlig, naar man
saa hende glad, ordene af hendes ungdomsveninde Marie Colban:
„Blot den er gammel, som ikke forstaar sin tid, og blot at ville det,
som er let, er ikke at leve."
Illustrerende for hendes ikke ganske sjeldne, lyse stemninger
under samværet med landsmænd i udlandet, er et par vers af et
utrykt digt, som hun skrev dagen efter en festlig sammenkomst til
hendes ære hos generalkonsul Gram i München (1877):
„Imens jeg sidder saadan fjernt fra hjemmets scene,
Mig følte ret saa trist, forladt og ene,
En straale fra et fremmed ømheds vald
Faldt mildt og kvægende i den forstemte sjæl!
I blomstens rige flor,
I aftnens festlig tændte kjerter,
Musikens søde toner — vennehulde ord,
Et tilraab naa’de mig fra unge, friske hjerter:
„Vær kjæk," lød deres røst, „glem ei din sangerpligt,
„Øv freidig du, som vi, din ’ædle kunst
„Og bryd dig ei om mængdens usle gunst,
„Syng som du kan, trods utak og trods smerter,
„Ja, aand dit liv kun ind i sang og digt.
. Den krans, vi dig om panden binde,
„Skal vække tankens væld paany derinde
„En gren den dølger — vid det — til den martyrglorie,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
