Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litteratur - Hjalmar Christensen: Gunnar Heiberg: Det store lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•365
Det er i Hallers udvikling, dette særlig føles. Oprindelig gjør
han et ret svagt indtryk, — han er „ikke afgjæret," blir der sagt,
— han er udstyret med stor gestus, og ordene glider ham af en
rummelig hals. Han „tænker endnu," heder det — han tænker høit og
ganske grovt, forekommer det mig. I anden akt er der mere staal i
manden. Navnlig en spænstig brutalitet i scenen med statsministeren.
Ingen betænkeligheder vfed at offentliggjøre den forfærdelige
hemmelighed; neppe nok et svagt øieblik. Statsministeren maa —
ligegyldigt hvad det koster hans mor — rammes og derigjennem de
samfund, han repræsenterer. Rammes nu, i det bedste øieblik, „nu da han
sidder paa toppen af landets tillid, nu da han alene er landets hjerne
og hjerte, dets levende hæderlighedsfølelse." Statsministerens
holdning under sammenstødet er fortræffelig. Hans karakteristik er givet
med ganske særdeles omhu. Gjennem faa repliker kastes der lys
baade over hans forhold til sin gjerning, til niecen Ilka, og til den
pludselig fremdukkende, haardnakkede modstander, han har faaet i
Haller. Lidt unaturlig er dog, baade hos Haller og ministeren, den
forbløffende ligevægt, de udviser, da Hallers mor har dræbt sig. For
Haller synes dette selvmord under de paafølgende scener af 2den og
3die akt at spille en merkelig uvæsentlig rolle. Det overlades ialfald
ganske til læserens godtykke at afgjøre hvor stor betydning det kan
ha havt for Hallers paafølgende „forvandling." Idetheletaget rettes
•der i 3die akt særdeles sterke krav til læserens (eller hvad der er
langt farligere — tilskuerens) evne til selv at supplere.
Anden akt slutter uden forsoning; Haller afviser ministerens
forestillinger; morens død har ingen forandring bevirket i hans beslutning.
Ministeren gaar, Haller lyser ham ud paa gangen: „Er gelænderet
sterkt," lyder ministerens sidste lidt for „gode" replik. I tredie akt
lærer man repræsentanterne for Hallers „parti" nærmere at kjende.
Det store slag skal staa, og førerne samles hos Haller, baade
den gamle „revolutionspappa" Hjorth, og den misundelig arrige
sagfører Eier, hvis fortrukne galdesyge fysionomi synes at ha voldt
Heiberg speciel glæde, og Storm, den „lille underlige," ikke ubeslegtet
med visse hemmelighedsfulde ulykkesfugle, der sies at indfinde sig,
naar et skib gaar sit forlis imøde, — samt Hallers entusiastiske
discipel Ole Edvard og alle de andre. Haller er til en begyndelse lig en
utaalmodig rekrut — hans „hjerte klør efter at handle," han har „ lyst
til at klatre paa et kirkespir," og hans venner lægger mere eller
mindre beredvillig for dagen, hvormeget de føler sig imponeret af ham.
Imidlertid er der hændt ham etpar ting, som skal bli afgjørende for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
