Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litteratur - Hjalmar Christensen: Gunnar Heiberg: Det store lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•367
ker, som I aldrig naar, men som I vil myrde — der er godlied —
fine sind langt afsides fra os — nogei ungt — usynligt som af toner
— — og der er sus i luften af det, som skal komme, som I ikke
hører." Indtrykket at Ilka gaar igjen i disse ord. Og det kommer
til at gaa igjen i mandens hele liv. Men den forvandling, han
gjennemgaar, bringer ham ikke nærmere Ilka. Tværtom: Det var den
sterke og hensynsløse fremmede, som hin dag bragte hendes unge
pigelegeme til at skjælve, det er ham, hun elsker: „Du skal gjøre
menneskene bange — true dem. For det er det, du kan. Du skal faa
dem til at stanse i angst. Ved du ikke, at du skal stanse dem, saa
de blir nødt til at tænke om igjen, fra nyt af?" Men for hver dag
fjerner Haller sig mere fra dette kraftideal.
Hovedscenen mellem Ilka og Haller i fjerde akt, hvor Ilka vil
føre ham tilbage tii hans gjerning, er af stor stemningsfylde. Al den
fagreste lyrik i Heibergs sidste digtning samler sig om Ilka; hun eier
en umiddelbar kvindelig tiltrækning som kun de allerfærreste af vor
poesis kvindeskikkelser, en frisk, original, sjelden skjønhed. Der er
til samme tid en sårt skyhed og en imødekommende ærlighed hos
hende, en finhed og en dristighed, som gjør hende besynderlig
indtagende. Og da saa aarene er gaaet, og den skuffelse, hun engang led,
har gjort sin virkning, — hvor stolt hun dog bærer sit hoved, hvor
denne kjølighed og denne selvkloge ironi, hvor den ogsaa klæder
hende!
De mødes efter aars forløb, Ilka og Haller, og de faar da sagt
hinanden" ret tydelig, hvad der manglede dengang. Haller har ruget
over sit vanheld saalænge, at han har slaaet sig paa filantropien og
omsider foræret sin formue bort. Nu — mener han — kan der ikke
længer være noget til hinder tor, at de blir enige. Ilka informerer
ham om feiltagelsen. Haller: Hvorfor gik du fra mig? Ilka (ler).
Haller: Du skylder mig at svare. Ilka: Jeg skylder dig ingen
verdens ting. Men du skulde beholdt alle pengene dine. Haller:
Hvorfor? Ilka: Fordi du behøver dem nu, du frivillig har gjort dig
til en stakkars fin snil mand, som trænger at være led i en kjæde, at
være søn af en død mor, at bære skyld og ansvar sammen med alle
de fremmede, —
Man har ikke synderligt indtryk af, at det er gaaet agterud med
Haller, eller at han har havt saa betydelige muligheder, som Ilka og
Ole Edvard gjerne har villet forudsætte. Han synes at være et
temmelig almindeligt skrøbeligt menneske. Og naar han tilslut falder for Ole
Edvard, er det os ligegyldigt. Maaske har jeg ikke rigtig faaet tag i ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
