Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mac Coll Malcolm: Til belysning af det armeniske spørgsmaal - VIII. Europas ansvar ligeoverfor Armenien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•393
I denne kongres blev denne klausul i St. Stefanokontrakten, som
fastslog en meget kraftig fremgangsmaade for at sikre de armeniske
reformers gjennemførelse, opgivet og erstattet med ovenciterede klausul
61 i Berlinertraktaten. Da denne traktat blev diskutteret i
parlamentet, fattede armenierne nyt haab paa grund af ministrenes forsikringer.
„England skal vaage over," sagde de, „at armenierne ikke skal lide
nogen skade derved, at de nu er komne under seks stormagters
beskyttelse istedetfor under én". Jeg hørte med mine egne øren
understatssekretæren for kolonierne, lord Sandon (nu lord Hawowby) tale i det
lange og brede" om de velsignelser, som England med fulde hænder
skulde udøse over armenierne, takket være den anglotyrkiske
konvention, som gjorde det muligt for den britiske regjering at udøve et
velgjørende protektorat i Lille-Asien. Ørkenen skulde dækkes med
blomster, og de kurdiske kuglers morderiske piben skulde afløses af
piben fra dampplougen. Under Englands indflydelse skulde udviklingen
gaa for sig med forbausende hurtighed, og nye markeder skulde aabne
sig for den engelske handel. Den ædle lord havde for mange aar
siden reist i Lille-Asien, og overalt havde han truffet paa en
feberagtig forventning om den engelske intervention, der skulde hidføre
en bedre administration af dette saa længe undertrykte folk. Man
spurgte ham of’te: Naar kommer de’?
Nu er der gaaet 17 aar, siden disse illusoriske forhaabninger
vaktes, og i den tid har England intet gjort for at opfylde sine løfter,
men har overladt armenierne til de frygtelige vilkaar, vi kjender, uden
at foretage noget for at hjælpe dem, medmindre man kalder de
intetsigende forestillinger til sultanens regjering for hjælp. Afdøde lord
Sherbrooke erklærede i en tale, han holdt i Crogdon i 1878, at den
engelske politik havde aabnet Helvedes porte for de kristne i Tyrkiet.
Udtrykket var sterkt; men var det overdrevent? Det er ikke de
periodiske massakrer i Tyrkiet, som gjør tilfældet saa rædselsfuldt, da
massakre kan indtræffe under en hvilkensomhelst regjering uden at bevise,
at den er udygtig til at regjere. Der foregaar massakrer i mange
kristne stater. Men disse nedsablinger udgjorde ikke en del af et system;
de var kun en forbigaaende sygdom.
Massakrerne i Tyrkiet derimod fremgaar, som jeg har paavist, af
selve regjeringssystemet. De tilhører en vel overveiet politik, der
udøves systematisk under enhver sultans regjering. De er som
vulkanske udbrud, der for alles øine fremtræder som vidnesbyrd om den
centrale ild, der brænder uden ophør. Det værste er de kristnes daglige
liv i løbet af hele aaret. Men disse rædsler er noget, som Europa
aldrig hører tale om. Man maa anstrænge sin fantas for at gjøre sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
