Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Den rejsende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•419
tilside og veg ud i lange smidige bugtninger, der spejlede vore
lanterner og alle de skibes lanterner, der laa paa havnen, røde,
grønne og gule og de hvide elektriske kuppellamper paa kajerne
og byens gule lys og lygter og de gyldne stjerner. En
efteraarsaften saa mørk og stille som natten, og alle vinterens stjerner
var fremme.
Vi havde musik ombord, mange havde danset. Menneskene
vilde more sig; de vidste, at de maaske gik bekymringer imøde;
men nu var morskaben hørt op. Tavse stod alle og saa ud imod
byen, mens de fattige tyske musikanter i forstavnen spillede en
munter marsch. . Derved blev alt omkring os end mere stille.
Mit sind var i voldsom uro, det brændte i mit indre, og jeg
laavde en forfærdelig følelse af, at denne ild kunde blusse op i
vilde flammer, slaa ud af mit legeme, fortære mig helt, til jeg
dryssede som aske ned paa havets glatte flade. Det var ikke angst
for koleraen, det var rædsel for verden, for selve livet og alle
mørkets magter, natten og musikken havde vakt den ligesaa meget
som rygtet om pest. Jeg ved nu bagefter, at i virkeligheden
svælgede jeg i denne rædsel. Det kunde briste eller bære; men i
rædselen vilde jeg svælge, til det brast.
Jeg flk en vogn og kørte til hotellet gennem mørke øde gader.
Jeg kunde ikke sidde roligt, jeg flyttede mig fra det ene sæde til
det andet, jeg rejste mig op og satte mig igen. Med møje
betvang jeg en trang til at bryde ud i vilde forbandelser eller høje
jubelraab.
Saasnart jeg havde faaet et værelse anvist, og mit tøj var
bragt op, gik jeg ned i kaféen. Der var fuldt af mennesker. Jeg
flk et bord for mig selv og sad stille. Der kom lidt ro over mit
sind. Det hjalp at sidde, at være paa et sted, hvor jeg maatte
sidde. Her var ogsaa mere at se, ikke blot denne sorte vandflade
med dens spejlinger, dens uvirkelige skælvende lys, denne smidige
vandflade, der mere end noget andet ledede tanken hen paa det
store intets umættelige bug. Her var ansigter, jeg kendte fra før,
og nye ansigter, der var dukkede op. Mange indtryk væltede
uordnede ind paa mig, saaledes som clet altid er, naar man kommer til
et sted, hvor man i aarevis ikke har været. Her var stille iaften.
Man talte dæmpet om koleraen, rygtet gik, at nu var den i
byens midte.
Jeg havde imidlertid ikke siddet mange øjeblikke, saa hørte
jeg en stemme i min nærhed, der sagde: Godaften! Hvorledes har
De det, og jeg opdagede i en sofa tæt ved mit bord et ansigt, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
