Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•466
li old (reservationes mentales). Disse har dog aldrig været i
synderlig kurs her i Norge, hvis folk har havt en ganske anden smag for
det paatagelige, det gjennem sandserne opfattelige. Først naar man
har kunnet bjerge sig ud af en forlegenhed med noget saadant, har
man trøstet sig med, at nu er den moralske grundvold sikker og
tilforladelig, selv om man har betjent sig af den argeste list og svig.
Bekjendt er den parts ed, der langt tilbage i tiden blev aflagt
af den navngjetne „Haltefanden" — en gammel gniers ærestitel. I de
dage var det meget almindeligt, at edsthemaet flk en symbolsk form.
Haltefanden blev tilkjendt et grundstykke paa betingelse af, at han
paa stedet besvor, at han „stod paa egen jord". Haltefanden svor
gladelig, og gik triumferende fra retten med den bedste samvittighed
af verden, skjønt nærsagt hver mand vidste, at grundstykket rettelig
tilhørte hans modpart. Mange aar efter i et bryllupslag blev denne
ed kastet ham i næsen. Det blev omtrent bevist ham, at stykket
tilhørte naboen, og han kunde i længden ikke fragaa det. „Men," lagde
han overlegent til, „jeg svor dog, f.....gale mig, ret alligevel;:
thi jeg havde lagt muld fra min egen have ned i mine sko." Om
dette i en løftet stemning faldne udbrud ledede til opreisning for
naboen eller til anklage mod „Haltefanden" for mened, tier historien.
Her har vi kun havt med „Haltefanden"s mærkelige retsbegreb at
gjøre, og det havde i hine dage visselig adskillige sidestykker.
Som sagfører mødte jeg engang under en vidneførsel, tilstevnt af min
modpart til belysning af et punkt, som forøvrigt var af underordnet
betydning. Til min store forundring forklarede et af hans vidner sig
afgjort til hans ugunst, og hvorvel jeg betvilede rigtigheden af provet,,
da det stred mod de øvrige vidners, holdt jeg mig fuldkommen taus,,
da det ikke var min sag her at gribe ind. Saa meget større stræv
havde modpartens sagfører, der var øiensynlig og med rette skuffet;:
men alt forgjæves! Jeg iagttog vidnet meget skarpt, ikke mindst i
selve edsøieblikket. Dommeren havde rettet en værdig og
indtrængende formaning til vidnet umiddelbart forud; men vidnet aflagde eden
med største ro. Imidlertid forekom det mig, der havde min plads
meget nær vidnet, temmelig grangiveligt, at han lynsnart indskød et
„u" foran ordet „sandhed". Jeg taug, saa meget mere, som jeg ikke
var helt sikker i min sag, men fortalte siden til dommeren, hvad jeg
troede at have bemærket. Dommeren svarede mig, at det desværre
ikke var første gang, saadant var hændt indenfor hans domstol. En
del folk stod virkelig i den tro, at de paa denne eller lignende
maader kunde fuske sig fra ansvar overfor Herren selv.
En del aar senere stod en ung mand for retten, tiltalt for et lidet
betydeligt lovbrud. Vidnerne var fældende paa en ung pige nær, hvis
prov ikke paa nogen maade kunde bringes i samklang med de øvriges.
Alle mine anstrengelser som retsbestyrer for at faa fjernet
vidnestriden var forgjæves. Jeg maatte omsider tage hendes ed, hvilken jeg
krævede i den form: „At........, det bekræfter jeg med min
ed, saasandt .... o. s. v." Dødbleg, men uden at en nerve
sitrede, aflagde vidnet eden. Efter endt forhandling udtalte jeg for
bisidderne min beklagelse over, at her vistnok var afgivet et falskt
vidnesbyrd. „Ja," svarede den ene, „men vidnet tror vist selv, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
