Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•468
der, hvad de engang har sat sig i hovedet i rent faktisk henseende,
hvor ugj en drivelige beviser man end forelægger dem for, at de har
faret vild. At indbildningskraften overvinder sandserne, er jo noget
som ikke sjelden forekommer, uden at det behøver fli} staa i fjerneste
forbindelse med noget streif af forstandsmæssig eller moralsk
forrykthed. Nei — vi sigter netop til forhold, hvor de faktiske
omstændigheder er fuldt ud paa det rene, men hvor enkelte mennesker —
stik i strid med den klareste logik — dertil fæster retsbegreber af en
eiendommelig art. Hykleri og hvad man kan kalde bevidst
selvbedrag spiller jo vistnok her sin rolle; men stundom ser man ogsaa
de urimeligste synsmaader hævdede mød en overbevisningens styrke,
om hvis oprigtighed man ikke kan tvile.
Enhver sagfører, der begynder sin gjerning .paa et ham hidtil
fremmed sted, vil i den første tid ufravigelig blive paaløbet af endel
raringer eller „skruer", der byder ham sager, som dels er født
haab-løse, dels forlængst skrinlagte. Ikke saa sjelden forlanges der intet
mindre af sagføreren, end at han skal omstyrte faldne høiesteretsdomme,
og naar sagføreren paapeger umuligheden deraf, svares gjerne, at
dette dog vel blot gjælder retfærdige domme, men at uretfærdige
maa kunne omgjøres naarsomhelst. Kort sagt — her har man
for sig en klasse tilfælde, som i juristernes eget sprog sammenfattes
under benævnelsen „de uhelbredelige".
Faste juridiske patienter af denne art ser man ogsaa som stadige
kurgjæster i departementerne og overhovedet paa ethvert større
em-bedskontor.
Man vil erindre sig de løierlige retsforhandlinger for faa aar siden,
hvori de i Kristiania bosatte polakker, Krutzkoff og Erdenzowsky,
spillede hovedrollerne. Af lægernes forklaringer i hin sag fremgik det,
at der gives en egen art mani, hvis existense forlængst har været
juristerne bekjendt, men som først dengang blev stillet i fuld offentlig
belysning her i landet og fik sit rette navn: „klagemanien." Den røber
sig derved, at de uimodsigeligste beviser for, at alt er gaaet ret og
lovmæssigt til, intet frugter. Vedkommende fastholder ihærdigt, at der er skeet
ham uret, og er tilbøielig til at sætte himmel og jord i bevægelse for
at faa opreisning. Naar saa lovens mænd er ude af stand til at
hidføre en saadan, er det dem, som beskyldes for at tage uretten under
armene. Paa den maade dannes der hele kjæder af Idager.
Ogsaa i min praxis har jeg været udsat for dette. Engang kom
en gaardbruger til mig og krævede min hjælp i anledning af, at hans
hest ved at springe over gjærdet mod naboen havde stødt foden mod
en sten, der laa strax indenfor gjærdet paa naboens mark. Et
benbrud var følgen, som medførte, at dyret maatte dræbes. Hestens eier
krævede nu erstatning af naboen. Det var paa det rene, at gjærdet
var fuldt lovligt, at stedet for overspranget var rent vilkaarligt, og
at stenen laa der rent tilfældigt. Jeg foreholdt nu manden, at dette
dog var et rent og purt uheld, og at naboen saa meget mindre kunde
være erstatningspligtig, som jo hesten var brudt ind paa hans mark,
hvor den ingen adgang havde til beite.
tø r Intet hjalp. Jeg mødte stadig det svar: „Men det var jo hans
sten, og det var mod den, min fole brød foden". Først efter en masse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
