Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: George Egerton: Keynotes — Discords
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
. . . „Du er gift nu, vennen min, og du maa lyde" — hun lægger vegt
paa ordet — „din mand i alt — der er — der er ting, du skulde vide — men
egteskabet er en alvorlig ting, en hellig ting — (med en fortvilet anstrengelse),
— Du maa tro, hvad din mand siger dig er ret — lade ham lede dig."
Der er slig pinlig forlegenhed i hendes stemme, at pigen ser hende
forskende ind i ansigtet — hendes blussende, bævende, visnede ansigt.
„Hvad er det, som jeg ikke ved, mor ? Hvad er det?" (ængsteligt
utaalmodig^. „Der er noget mere, jeg har følt det alle disse sidste uger i dir og
andres blik, i hans, i selve luften, men hvorfor har du ikke talt, før jeg" . . .
Hendes eneste svar er en strøm af hjælpeløse taarer fra moren og en skarp
banken paa døren, og brudgommens stemme, med en bydende tone, der slaar
den nervøse pige som noget nyt, og lar hende klynge sig til sin mor i en tæt,
tæt omfavnelse, slippe ned sløret og gaa ud til ham. — — —
Det „hellige" egteskab er i dette tilfælde — som i saa mange
— jevngodt med en prostitution. Den mand, som den unge pige
er kastet i armene paa, er en brutal sanselig natur, og samlivet
med ham en eneste jammer og fornedrelse, — slig som en mand
har magt til at fornedre en kvinde i egteskabet, ikke saa let
omvendt — indtil hun efter nogle aars lidelse ikke holder det ud
længer, men tar fra ham — for godt. Men først vil hun ha et
opgjør med sin mor og udøse lidt af al den bitterhed, der har
samlet sig op i hende, siden de skiltes. Saa staar hun en dag
igjen i sit gamle hjem, forandret og forhærdet i sit indre som i
sit ydre.
„Det gamle udtryk af skyhed — som hos et daadyr — er forsvunden fra
hendes øine, de brænder mørkt og forbittret i de indsunkne hulinger; munden
trækker sig ned, og grundtonen i hendes ansigt er en kynisk desillusionerthed.
. . . Paa morens forskrækkede protest mod den skandale, hun staar i begreb
med at gjøre, svarer hun: „Jeg har ikke spor at samvittighedsnag; — mit liv
maa være mit eget. De siger, sorgen renser; jeg tror det ikke, den gjør haard
og bitter; glæden er lig solen, den lokker frem alt, hvad der er elskeligt og
lifligt i menneskenaturen. Nei, jeg reiser ikke tilbage til ham."
Den ældre kvinde udbryder, idet hun hjælpeløst vrider sine hænder: „Jeg
kan ikke forstaa det. Du maa være meget ulykkelig forat drømme om at ta
et saa alvorligt skridt."
„Som jeg sagde dig, jeg er det. Det er en mangel ved mit temperament.
Hvor mange kvinder mon tar sin mand saa alvorligt som jeg gjorde? Jeg tror
faa. De bruger kunstgreb og smigrer og smisker og smyger, men sandhed
eider ikke. Jeg kunde ikke jlgjøre det, ser du, og saa trak jeg det korteste
straa. Jeg dadler dem ikke; det maa saa være, saa længe egteskabet er
grundet paa saa ulige vilkaar, saa længe manden kræver af en hustru som en ret,
hvad han skulde bede om, som en begunstigelse, af en elskerinde; til
egteskabet blir for mange kvinder en lovhjemlet prostitution, en natlig fornedrelse,
et forhadt aag, under hvilket de ældes, deres funktion at føde børn, undfanget
i en følelse af pligt, ikke kjærlighed. De bærer dem, føder dem, ammer dem,
og begynder igjen, uden valg i sagen, og blir gamle og uskjønne, med al livets
glæde opslugt i en sansesløs byrde af ligeglad sætten børn ind i verden, indtil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
