Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Obstfelder: Høst. — Et fragment
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
bøiet. Kogelampen suser og kaster et guldskjær over hans sterkt
bagover bøiede pande, der hviler en lukket stolthed over hans høie,
smale ansigt med det spidse sk]æg, men ved hans første ord
smelter den hen i noget kvindeligt sårt. Det er som har en kvinde
taget plads inde i ham og dannet ham om i sit billede.
Jeg har set ham, hvordan han saa af og til reiser hodet og
halvt borte lytter til regnet, som evig, evig pisker mit store vindu
der vender mod vest, hvor først vidden er, siden havet.
Efterhaanden er det som værelset blir anderledes og større,
en gammel krønike i boghylden, hvis titel jeg halvbevidst læser,
blir til mer end en bog, der vandrer gjemte tider ud deraf: slottet
er af granit, bordet af eg, hallens lys kommer fra oven, tunge
vild-dyrsskind er gobeliner.
Saa ser jeg ham for mig, naar han sænker øielaagene og
begynder at tænke høit:
Jeg holder af natten. Det er somom natten ikke skulde være
til. Evig prækes der om solens og dagens pragt. Javist har de
pragt for øie og sans. Men der er ogsaa i os kamre, som
sollyset ikke naar, men som kun natten tør liste sig ind til.
Netop i den stund da de andre er gaat og skvalderet med
engang er borte, og man tænder et lys der ikke skriger, har De
merket, hvor to da blir rige for hinanden og faar flere strenge
og hører og ser. skarpt? Solen fordunkler omridsene, om natten
har tingene personlighed.
Det er sandt, at der er noget vemodigt ved den. Men
bringer ikke det vemodige frem i os mangt, som lykken og solskinnet
ikke kjender?
Der er en uendelig resonansbund inde i mørkets dyb, og der
strømmer en imøde derfra de aander som var fra evighed, og som
skjuler sig for sanserne. —
Det er naar han taler, somom han ser sine egne ord ude i
luften et stykke foran sig. Jeg har tænkt paa, om han har været
som han nu er altid, eller om det er, hvad han har oplevet, der
har gjort ham saadan. Han synes dog som bestemt til at bære
orkaner paa de skuldre, han trækker sky sammen om halsen.
Der er noget sælsomt ved ham. Han passer saa sammen med
høsten, som den er her. Engang imellem kommer der ude paa
vidden et sjøsalt pust, der har seilet længst ude fra, og som
driver en ind i nye tankerækker. Saadan har det ogsaa med ham
hændt, at bitre ord har afbrudt hans ro. Er der brændinger
bag den? S. Obstfelder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
