Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. ph. H. C. Hansen: Theodor Madsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
vilde vel ogsaa denne skygge af skyldbegrebet og retfærdigliedsbegrebet
blot kunne opretholde sig hos ham et kort øieblik; thi naar han fik
tænke sig om, vilde han jo snart finde ud, at ogsaa de andre
mennesker, som dømte saa og saa, hunde ikke andet end dømme saa og
saa, fordi de var saa og saa. Og dermed vilde ogsaa den forhjerte
verden ha ophævet sig, og tilbage blev det tomme intet.
Om sig selv finder han naturligvis en gang for alle ud, at han
er saa og saa og kan aldrig bli anderledes; han har studeret sig
selv saa nøie, at han kjender sin karakter ud og ind. Og — for at
benytte Theoder Madsens ord — „jo grundigere vort kjendskab til et
menneske er, jo større og inderligere vil den deltagelse være, hvormed
vi omfatter det."1) En følelse altsaa, som Münther ikke kan undgaa,
er deltagelse eller medlidenhed med sig selv; men det er den
hjælpeløse tilskuers deltagelse. Den deltagelse, Münther føler med sig selv,
er at ligne med den, som en mand paa stranden føler med en
kame-rat, som han ser drukne langt ude i de oprørte bølger, uden at han
kan gjøre det mindste for at frelse ham.
Naturligvis kan Münther, naar han tænker sig. om, hverken angre
noget eller føie ansvar for noget. I den angest, som tilslut gjør det
af med ham, er der derfor ikke spor af samvittighedsnag over, at
han maaske kan ha handlet uret mod Lully.
„Havde han været uvenlig mod hende eller behandlet hende
mindre blidt, saa havde hun altid selv været aarsag i det!" siger han til sig
selv. Ordet „aarsag" kommer her ligesom instinktmæssig, hvor andre
vilde bruge „skyld;" for skyld er der jo ingen plads; hun var saa,
som hun var, og han saa, som han var, — og længere kommer
man ikke.
Alt dette er nu i virkeligheden determinismens nødvendige
konsekvens, og man maa beundre den dybde, hvortil forfatteren her er
trængt ned. Men det er neppe troligt, at han selv kan bli staaende
paa dette standpunkt; thi det er saa sterkt uddybet, at man staar
1
lige ved grænsen til en høiere sandhed, der er det modsatte af
determinismen. Idet determinismen har naaet sin fuldendelse, maa den
ophæve sig; dens konsekvente udførelse er dens egen reductio ad
absurdum.
Det er sandt nok, og en betydningsfuld sandhed, at med
intelligensens udvikling følger paa en vis maade en slappelse af viljen,
eller man kunde maaske hellere si: en slappelse af en vis slags vilje.
Hermed hænger det saaledes sammen:
x) Se ovennævnte afhandling i „Samtiden."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
