Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Prof. F. Max Müller: Buddhas løsning af det sociale spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
faren for, at han selv havde sendt børnene bort. Da raabte
Vessantara holt, og- da den lille gut hørte sin fars stemme,
sa han: „Brahmanen kan ta mig. Jeg vil bli slave.
Jeg kan ikke sidde her og høre paa min fars raab."
Derpaa sønderrev han lotosbladet, som bedækkede ham. Hans
søster gjorde det samme, og begge børnene stod grædende
og klamrede sig til sin ulykkelige far. . Tilslut udgød
faren, da lian indsaa, at han kun paa denne maade kunde
bli Buddha og frelse alle væsener fra gjentagen fødsel,
vand over brahmanens hoved og overgav ham dermed sine
børn som hans eiendom og slaver. Derefter følger flere
hjerteskjærende scener. Børnene flygter fra brahmanen og
kommer tilbage til sin far. Gutten vil endnu engang se
sin mor; og dernæst vil han bort alene, fordi hans lille
søster er altfor fin og ømskindet til at gaa paa de haarde
stene. Snart kommer dog den gamle bråhman, der ser ud
som en straffedommer, fordrer børnene tilbage, binder dem
sammen med en pilekvist og driver dem afsted med en stok.
Da faren saa blodet dryppe dem ned af ryggen, forsagede
hans hjerte ham atter; men da var det forsent. Nu
beskriver digteren, hvorledes børnene kommer forbi de skyggefulde
pladse, hvor de saa ofte havde legt sammen, den hule, hvor
de jileiede at låve figurer af ler, og de trær, som voksede
ved deres yndlingsdam. „Lev vel," sa de, „I trær, som
skyder Eders skjønne blomster, og I damme, i hvis vand vi
har legt; I fugle, som kun har sunget søde sange for os, og
I nymfer, som har danset for os og klappet i hænderne.
Siger vor mor, at vi har tilraabt Eder alle et sidste
farvel. I kjære aander og I dyr, som vi legte med, lad vor
mor vide, hvorledes vi har vandret denne vei."
Den stakkels mor kommer hjem, forfærdet ved sin drøm
og andre forberedende tegn, iler ind i sin mands hytte og
spør: „Hvor er børnene?" Faren tier en stund; men
tilslut maa han fortælle, at han har git dem bort, fordi en
bråhman forlangte dem som almisse. Da moren erfarer dette,
falder hun bevidstløs til jorden. Hendes mand bestænker hende
med vand, og tilslut vender hun tilbage til livet. Derpaa
erklærer hendes mand hende, at skilsmissen med børnene
havde været nødvendig for at opnaa buddhaværdigheden; og
hun udraaber: „Buddhaværdigheden er bedre end tusen børn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
