Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Robert Hessen: Den romerske kulturverdens undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
storie, som om man var i Germanien. Stilicho, som kastede
vestgoteren Alaricli ud af Grækenland og tilføiede liam to afgjørende nederlag
i Over-Italien, var vandaler; Ricimer, som i flere aartier indsatte og
afsatte romerske skyggekeisere, var suever; Odovaker, som i 476’
gjorde ende paa hele dukkelegen, var skyrer. — Spørgsmaalet havde
været om, hvilken af de to germaniske folkefamiljer tilslut skulde gaa
af med seiren: den hjemmeboende, som i ly af sine skove boede vedl
Rhinen, Elben og østover, eller de udvandrede, som havde opslaaet sin
bopæl i de sydlige lande. Udgangen kunde ikke være tvilsom. Ti
ved denne foryngelse af riget var naturligvis ogsaa dets barbarisering
forbundet. Fremskridt i kultur og teknik kunde den romerske verden
ikke længere gjøre. Neppe en eller to historieskrivere minder om
de-gamle gode tider, mens omvendt germanerne tilegnede sig nok af
tienderne til at bli deres jevnbyrdige modstandere i felten. De sidste
rester af romersk borgerkraft, som endnu eksisterede, strakte netop til:
ved sine overleveringer og former at paavirke de altfor
modtagelige-natursønner, saa de fremfor alt vilde være romere. Østgoteren
Theo-dorich den store følte sig med stolthed som cæsarernes efterfølger.
Uden fuldt ud at forstaa dem, nærede han den dybeste agtelse for den
antike kultur, dens kunstverker, gader, vandledninger, og gjorde sig
megen umage for at bevare, hvad der stod igjen. Omendskjønt han
aldrig lærte at skrive og som underskrift under dokumenter lod
præge-en snirkel af fire initialer, talte han dog paa latin til romerne fra
forum. Dog Italien, som han haabede skulde bli hans folks hjem, blev
dets grav. Endnu engang staar i kampen om Hom to blonde,
blaa-øiede kjæmper ligeoverfor hinanden, paa den ene side Totilar, paa den
anden Belisar, i alle noble instinkter hinanden saa lige, at de
kunde–ha været brødre; begge hjemfaldne til en tragisk skjæbne, fordi
deresrige kræfter lammedes af en uholdbar statstanke. Da ser Cassidorus,.
der som statskansler og historiograf i mange aar havde fulgt
goter-herredømmet, fra sit benediktinerkloster meel brustne øine enden
nærme sig. Selve ßom staar -efter saa mange plyndringer og
beleiringer forladt, en millionby med 15000 indbyggere, af og til endog ganske
tom ; men ned fra Alperne vælter sig Bucelins og Leutharis’
alemaner-skarer, deler sig i Over-Italien, ruller som græshoppesværme udover
halvøen, den ene langs det adriatiske hav, clen anclen langs
Middelhavet. Selv de sparsomme rester af gammel velhavenhed og
befolkning, som Italien enclnu gjemte paa efter rigets fald, var nu tilintetgjort;
jordbunden var ligesom valset flad for clen longobardiske udsæd -—
for den nye ticl.
I)r. Robert Hessen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
