Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Robert Burns. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Burns.
Da Burns i sommeren 1786 uclgav sin digtsamling, tog han
skotternes hjærte med storm. Alle begejstredes for ham,
plovdrenge og bønder, lærde folk og adelsmænd. Hans rejse til
Edinburgh samme efteraar blev et triumftog; hvor han gjorde holdt,
strømmede folk til for at se og høre ham. I hovedstaden fejredes
han i de fornemmes stuer og i de laveres gildelag. Hans ry bredte
sig hurtig til England, hvor Cowper i juli 1787 nævner ham med
beundring, og det naaede inden længe over kanalen.
Tid og sted havde sin lod i denne pludselige navnkundighed.
Skotterne hilste ham som en nationaldigter; der gik et sæt af
selvbevidsthed gennem dem, da de hørte hans digte. De havde
følt sig paa veje til at blive en provins af England; de skammede sig
næsten over at være skotske. Nu lød der paa engang en klar røst
med toner fra deres egen tunge, ikke blot en efterklang af talen
syd for Tweed, og clet skotske blod begyndte atter at synge. Hans
vers gav dem en forvissning om, at de var et folk. — Og det
Skotland, som i aarhundreder var bleven kuet af den sorte
presbyterian-isme, fik her luft paany. De skotske lærde havde paa den tid
brudt præstevælden og sat filosofien i teologiens sted; men de hørtes
ikke langt. Burns talte for den verdslige livsglæde og den lyse
fornuft, saa det gav genlyd i alle de hjærter, som hidtil „havde
ladet sig nøje meel at mumle et stille haab om, at John Knox var
paa sit sted", — nede, hvor der var fyret godt i for ham.
Det var derhos en tid, hvor sindene spejdede efter en ny
poesi. Man var træt af den herskende digtning med dens bypræg,
de entonig parrede rimrækker, der strakte sig tørre og spidse som
en rad huse; man døsede over dens belæring og beskrivelser, gad
næppe smile ad dens slebne vid. Folk lyttede, om de kunde høre
„Samtiden" 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
