Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Robert Burns. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3
lancl Mary. Garnet var saa speget, at han besluttede at klippe
det over og tage til Vestindien. Hans venner raadede ham til at
udgive sine digte for at tjene lidt til rejsen, og saaledes udkom hans
berømte bog. Da han snart efter hørte, hvad opsigt den havde
gjort i Edinburgh, tog han dertil for at faa den udgivet paany.
For-maaende folk som jarlen af Glencairn støttede ham, og han tjente
4—500 £ paa den nye udgave. Rejsen til Vestindien blev nu opgivet;
derimod gjorde han nogle ture langs grænsen og op i Højlandene,
delte derefter sine penge med Gilbert, fæstede selv 1788 en gaard
i Ellisland ved Dumfries og giftede sig meel Jean Armour, som
igen var bleven moder. Samtidig fik han en lille bestilling som
toldbetjent. Gaarden gik det uheldig meel; han satte de penge til, han
havde tjent ved digtene; han kunde ogsaa daarlig passe baade
tolelvæsenet og landvæsenet. Omsider opgav han det sidste; 1791
flyttede han til Dumfries og døde der i 1796.
Naar det ene glimt af triumf regnes fra, synes Burns’ liv
•dagligdags og kummerligt nok. Men hans personlighed giver det
farve. Dommen over ham lyder imidlertid højst forskellig. Nogle
skotter betragter ham næsten som en landshelgen uden brøst og
lyde. Det vilde Burns selv have fundet goclt taabeligt; han gør
ingen fordring paa at være en engel. Deri er andre mer end enige
meel ham. Læser man, hvad en gammel, pæn og pillen professor,
•eier mulig alle dage har levet i ly for verdens haarde blæst, kan
skrive om Robert Burns’ syndighed, drømmer man sig stundom
tilbage til en skotsk kirke, hvor præsten udøser sin vrede tale over
•en ung sorthaaret mand og revser ham strængelig paa den
krænkede dyd, moral og religions vegne.
Men den unge mand sidder paa synderstolen og dølger en
skælm i sine mørke øjne og ser passende ruelsesfuld ud, naar
præsten, som igrunden godt kan lide ham, trøster sig med det
liaab, at han maa føie de rædsomste samvittighedskvaler for sine
ugudelige og usømmelige bedrifter.
Disse forargede professorer maler dog vistnok Burns lovlig
•sortsmudset. Burns’ liv stillede ham paa grænsen mellem to
samfundslag. Han kom til at færdes endel blandt bedre folk i byerne
■og paa herregaardene og havde saamegen kundskab og kløgt og
naturlig takt, at han idethele kunde bevæge sig i disse kredse uden
•at støde an og uden at staa i skygge. Men han hørte ikke hjemme
bos cle folk; deres leveregler var ikke hans, selv om de udenfra
var trængt lidt ind i ham. Og nu og cla revnede clen tynde skal.
Vil man dømme Burns retfærdig, maa man staelig huske, at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
