Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - Napoleon III som statssocialist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
altfor uklart til at kunne skabe en fast nybygning" (Treitschke). Og
for vidtskuende politikkere blandt de samtidige var denne
stemning-ingen hemmelighed, og en mørk anelse betog dem om, hvad der vilde
komme. Saaledes advarede allerede 1842 Alexis de Tocqueville i
kammeret: „Endnu ser jeg ingen, som er sterk nok til at bli vor
herre, — men en herre vil der komme over os, sent eller tidlig."
Men regjeringen og partierne agtede ikke paa den ubekvemme
spaa-mand, som spillede den samme rolle under juliregimentet som fordum
Kassandra i det beleirede Troja.
Dog — altfor snart skulde det gaa i opfyldelse, hvad Tocqueville
havde profeteret. Den provisoriske regjering, som ved
februarrevolutionen kom til roret, tilhørte middelstanden, repræsenteret af
politik-kere som Ledru-Rollin og Lamartine: Det var en regjering, som,
alt-eftersom den blev presset, snart gjorde bourgeoisiet fornuftige, snart
arbeiderne meningsløse indrømmelser, som i de saakaldte
national-verksteder ernærede en hær af lediggjængere, som ikke formaaede at
grundlægge et tilforladeligt regime, og som stødte bønderne for hodet
ved utidige skattepaalæg. Marcher vers Vinconnu, kaldte Lamartine
i et lyst øieblik af selverkjendelse denne maade at „regjere" paa. Og
med rette kunde Prondhon forkynde resultatet saaledes: „Ni le travail,.
ni le capital, ni la propriéte’ ne sont satisfaits, — le gouvernement
n’a pas su, n’a pas voulu, n’a pas ose." Saaledes havde da ogsaa,
denne klasse aabenbart vist sin udygtighed.
Men allerværst blev det dog med den debut, arbeiderklassen
havde paa Erankriges politiske scene. Den var oprindelig
repræsenteret-i den provisoriske regjering med to medlemmer — Louis Blanc og
Albert. Hvad gjorde den nu, cla den kom til magten? Den tvang
igjennem en beslutning om „retten til arbeide" og dernæst nedsættelsen
af en kommission af arbeiderrepræsentanter, som skulde undersøge
proletariatets stilling og fremkomme med forslag til dets ophjælp.
Altsaa i et øieblik, da socialismen for første gang deltog i en
anerkjendt regjering, da de troende endelig ventede at faa se opfyldelsen
af alle dens løfter, da de tvilende høilydt tilraabte dem sit Hic Hhodus,.
hic saltal — i et saadant øieblik studerte dens førere sociale
problemer! Saaledes hevnede det sig, at socialismen- gjennem decennier
havde hengivet sig til tomme fremtidsdrømme, istedetfor paa det
virkelige, økonomiske livs grundlag at overveie den sociale reforms maal
og midler til det øieblik, da dens tid var kommen. Men snart tog
udviklingen for proletariatet en ende med forfærdelse. Den
modstræbende realisation af „retten til arbeide" ved regjeringen — af hvilken
socialisterne imidlertid var udskilt — i nationalverkstederne, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
