Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
navne iblandt. Og tidspunktet syntes gunstig valgt: „Bøndernes
Overhørigbed," heder det i klagen, „som stiger gradvis, tilsidesætter
allerede den tilbørlige Agtelse for Amternes Øvrighed; og gid den
ej maa stige saa høit, som Tanken kan føre — som Frankrige giver
os de gyseligste Exempler af." Men det lader til, at Colbjørnsen
føler sig sikker. Bag hans gjennemgaaende nykterne ord skimter
man en lidt hoverende seierssikkerhed; han begynder saaledes sit
gjensvar:
„At Kammerherrerne Beenfeldt og Lütticliau under Navn af Deputerede
fra de tyske Jordegods-Eiere, have indfundet sig ved vor Kronprindses og
Kronprindsesses Bryllupsfest i Slesvig, og der holdt Lykønskningstaler til de
kongelige og fyrstelige Personer baade paa tydsk og dansk; derom have vi
havt meget udførlige Efterretninger i de offentlige Tidender, som tillige melde,
at disse Deputerede lykkeligen er komne tilbage til Jylland," — hvorpaa han
tilføier denne note: „Med en saa hastig og lykkelig Hjemkomst have de Aarsag
til at være meget vel tilfreds; thi det efterfølgende vil vise, at deres
Gesandtskab letteligen kunde givet Anledning til længere Ophold i deres Hjemreise."
Begyndelsen af Colbjørnsens skrift er forøvrigt holdt i en noget
patetisk tone, som ikke turde være upassende for leiligheden. Han
er her ikke fri for at rive kammerherrernes ord ud af
sammenhængen — det gjælder at stille dem i den belysning, hvori de paa
høieste steder skal sees. Kammerherrernes angreb er, — ifølge
Colbjørnsens fremstilling, — rettet direkte mod kongen, efter deres
mening „havde Kongen handlet tyrannisk", og hans raadgivere i
sagen var „Uretfærdigheds og Undertrykkelses Haandtlangere".
Denne omskrivning er en forsigtighed, han finder at burde iagtta
mod sine mægtige fiender, der paa sin side tydelig havde lagt for
dagen, at de ikke var besværede af nogensomhelst skrupler. Efterat
han har væltet den farlige anklage over jorddrotterne, kan han
med større tryghed gaa igang med sin saglige dokumentation.
Kolig, klart, overbevisende falder hans ord. Han gjennemgaar hver
enkelt forordning, angir dens motiver og paaviser dens retfærdighed,
gjendriver jorddrotterne punkt for punkt, afdækker deres tilsnigelser
og forvrængninger og føier hertil specielle oplysninger om forholdene
i Jylland, som stiller jorddrotternes adfærd i et endnu merkeligere
lys. Engang imellem undslipper eier ham nogle retoriske vendinger*):
det kan jo ikke skade hans sag, at han nu og da priser de danske
*) „Saaledes stod det nu kneisende, dette Ufrihedens Pallads, ziret med
herlige Paaskeurter, ligesom hine Menneskeofringernes Templer, hvis udvortes
Majestæt blændede Øiet, saa at Mængden blev ikke vaer, at Grumhed var den
Guddom, for hvis Alter vankundig Overtro knælede."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
