Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
Hendes maal er at tænde
mit syn i glød,
saa ingen fik kjende
hvo hjælpen bød."
Fru Ibsen var som jeg fra Bergen, vi havde fælles venner og
bekjendte, altsaa berøringspunkter nok — og snart var samtalen i
fuld gang.
Ibsen derimod sad stille, uden at delta videre i underholdningen.
Hans gløgge "blik bag guldbrillerne fortalte dog, at han fulgte med. —
Da Ibsen var i sin første ungdom, snakkede han i den grad uden
stans, om løst og fast, at hans kamerater i spøg gav ham navnet
„Gert Westphaler". Jeg betragtede paany hans merkelig ubevægelige
ansigt, og jeg tænkte ved mig selv: „Hvilken smertelig revolution
maa der ha foregaat i en mands sjæleliv, for af den ordrigeste at
skabe den tauseste, den mest indesluttede?"
Ja, smerten og miskj endelsen har kolde hænder, der nok forstaar
at lukke for det varme ord paa ens læbe . . . Ibsen kan fortælle
en hel historie derom, hvis han vil . . . Flere af hans digte røber
os hans ungdoms lidelser. I „Mindets magt", hvor han sammenligner
sig med en bjørn, som man under store pinsler lærer at danse, mens
musikken lystigt spiller op, heder det tilslut saa sviende bittert:
„Og hvergang gjenklang fra den tid lyder,
det er som jeg bandtes i gloende gryder.
Det kjendes som stik under neglerødder —•
da maa jeg danse paa versefødder."
Da han skrev sin ungdoms herlige, varmblodige verker, havde
han den ulykke at leve i Kristiania — denne store provinsby, der
kun af navn er en hovedstad, der har alle en hovedstads prætensioner
uden at eie dens kunst og kultur. Der manglede et litteræi’t opdraget
publikum, der var ingen, som havde mod til at angi tonen, naar ikke
parolen havde lydt udenfra, der fandtes intet finere, gjennemdannet
selskabsliv. Om kritiken vil jeg ikke engang tale. Alle hin tids
anmeldere var alle matte, uselvstændige ekkoer af Danmarks store
Heiberg.
Som et bevis paa publikums uselvstændighed i de dage, vil jeg
meddele en anekdote, hvori Welhaven optrær.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
