Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192.
ærte mig en julaften i München, og hvori han med sin smukke haand
har skrevet: „Meinem liehen freunde, John Paulsen, mit herzlichem
weinachtsgruss."
Jeg har faaet bøger af andre digtere, som jeg desværre har tabt
paa mine reiser, men Pa\ü Heyses digtsamling eier jeg .endnu og vil
altid bevare defi som en kjær erindring om et af de sjeldneste og
elskværdigste mennesker, som jeg paa min vekslende livsvei har mødt
— Men tilbage til Ibsens! Vi var nu i midten af december, og
da jeg havde bestemt mig til at feire julen i Rom, begyndte jeg at
tænke paa afreisen. Men fru Ibsen, der var godheden selv, opfordrede
mig indtrængende til at bli helligdagene over i München sammen med
dem og mine andre landsmænd. Jeg modstod dog alle overtalelser.
Italiens laurbær og oranger lokkede mig mere end fru Ibsens hjemlige
julegran.
„Mod syd, mod syd
til en solskinskyst."
Min sidste kveld i München tilbragte jeg hos Ibsens.
Afskeds-timen var der. Jeg var vel bedrøvet, men ikke i den grad, som man
skulde vente. Mine tanker sværmede allerede længselsfuldt om i
Italien, hvorfra kun en dagsreise skilte mig . . . Italien, Italien! Ak,
hvilken dragning laa der ikke bare i navnet!
Hvorfor denne utaalmodighed efter at komme afsted? har jeg
senere ofte spurgt mig selv. Anede jeg dengang dunkelt, at jeg
dernede i vidunderlandet gik min skjebne imøde, at jeg der skulde lære
livets dobbeltansigt at kjende, være saa lykkelig og saa — ulykkelig,
at jeg siden efter med Musset kunde tale om
„ces lieux, ou j’ai failli mourir." — —
„Farvel, kjære ven," sa Ibsen, fulgte mig lige til gadedøren og
trykkede for sidste gang hjertelig min haand.
Det havde lykkedes mig, hvad der havde været det forgjæves
maal for saamange begavede landsmænds bestræbelser, at vinde dette
fornemme, sky, ordknappe digtergeni, der var saa saaret af verden og
af sig selv . . .
Den tauseste mand, jeg kjendte, havde skjænket mig det rigeste
udbytte. Han havde sat et merke i mit liv. Det blev en af disse
grænsepæle, hvorimod man i aarenes løb vender sig og ser tilbage,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
