Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Bidrag til Norges kulturhistorie i første halvdel af 19de aarhundrede. Om forbrydelse og straf. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199.
dom af 6te april 1836, at en til drukkenskab hengiven, ryggesløs
person, der var overbevist om flere gange at have slaaet og spændt
sin far og at have iidskjælclt sine forældre og jevnlig forstyrret freden
i deres hus, blev dømt til at miste sin hals. Men det tilføies
ikke, at dommen blev udført; antagelig er clerfor straffen ved kgl.
benaadning formildet til livsvarigt strafarbeicle, som i lignende
tilfælde. — To piger, der overbevistes om at have udskjældt sin
drikfældige mor for „fyldemær, fyldesvin og bæst", blev den Ilte mai
1836 — „for ubluelig at have tiltalt sin mor" dømt til at miste arv
efter hende, samt at „hensættes til arbeide i Kristianssands
tugthus sin livstid". — Ligeledes blev i 1838 en 31 aar
gammel enkemand med to børn for i beruset tilstand at have
udskjældt sin mor dømt til livsvarigt slaveri. —
Det hændte endog, hvor forældre bestræbte sig for at hindre
anklagen, eller erklærede at have tilgivet forseelsen, eller endog helt
benegtecle den, — at dog deres børn blev dømt til livsvarigt
strafarbeicle.
At mordere dømtes til døden, siger sig selv; men dommen
blev jo undertiden — ved fostermore! som oftest — forandret til
livsvarigt strafarbeicle eller strafarbeicle „paa kongens naade". —
Imidlertid eksekveredes ogsaa adskillige dødsdomme, som det synes
i gjennemsnit omtrent IV2 aarlig, uagtet folkemængdens middeltal
i det omhandlede tidsrum blot var omkring halvdelen af den
nuværende. Norge stod i saa henseende blandt de bedste lande.
Forholdet i Sverige var langt værre, idet antallet af henrettelser i en
længere aarrække gjennemsnitlig udgjorde 18 om aaret. — De
fleste mord her i landet var fostermore!; dermed ligestilledes
ial-mincleligheel fødsel i døl g s maal, selv ombarnets død ikke kunde
bevises at skyldes nogen ligefrem beregnet handling fra morens
side. — I dommen toges der lidet hensyn til, hvor fortvilede cle
omstændigheder var, hvori de ulykkelige kvinder havcle befundet sig.
Høiesteret dømte ikke sjelden meget strengere end cle
underordnede retter, endog i den grad, at man faar indtryk af, at
høiesteretsdonnnerne, eier i regelen var ældre — for ikke at si
gamle — mænd, var mere behersket af gammel retsbevidsthed og
retssedvane end de yngre dommere ved cle lavere retter. — Den
23de mai 1837 afsagdes i høiesteret dom over en 30 aar gammel
pige, eier var anklaget for at have født i dølgsmaal og ombragt sit
barn. Ved underretten var hun blot blevet dømt „for mislig
omgang meel sin barnefødsel" til tugthus arb ei de i 4 aar,
hvilken dom af overretten blev stadfæstet meel nedsættelse af straffe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
