Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. E. Løseth: François Coppée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240.
at friske sig op, hvilket ogsaa delvis lykkes. Han inviteres- til en
godseier, forelsker sig snart i dennes unge datter Susanne og føler
sig en tid helt lykkelig. Men saa en dag paa en ridetur vil Susanne
plukke nogle blomster ved veikanten og raaber til ham lidt hurtig:
„Aa, hold min ridepisk et øieblik." Med ét ser han for sig en
fordums elskerinde, som engang i samme situation har sagt ham de
samme ord, og nu faar han et forfærdeligt anfald af selvpineri og
jamrer over le passe’ mauclit og dens besudlende minder. Han gjør
dog endnu vold paa sig og trænger de mørke tanker tilbage. Men
saa igjen en aften prøver Susanne en del juveler og smykker, som
Oliver har ioræret hende, og mens hun staar foran speilet, siger hun
de — naturlige og uskyldige — ord: „Hvordan synes De clet klæder
mig?" Da faar han et nyt tilfælde; en mætresse havde en gang i
tiden spurgt ham om det samme, mens hun pyntede sig. Og nu er
hundrede og ét ude. Efter megen rasen mod le passé opgiver han alt
haab om at kunne elske rent; som lionneie liomme anser han sig
forpligtet til at reise for ikke at besmitte en engel ved sin nærværelse og
maaske gjøre hende ulykkelig i fremtiden.1) Saa lever han atter i Paris
som en trist misantrop, og il vöudrait bien mourir ne pouvant pius
aimer.
Der gives clem, som sætter dette digt særdeles høit og ikke
stødes ved dets underlighed og unaturlighed. Til dem hører ikke
Lemaitre. Han siger2) med rette: Naar erindringen om mætresserne
kan gjøre et saa sterkt indtryk paa Oliver, da kommer det simpelthen
af, at han i virkeligheden ikke holder saa svært meget af sin lille
provinspige, men foi hende foretrækker om ikke just de tidligere
elskerinder, saa dog den art kjærlighed, som de repræsenterer. Og
da blir det bare deklamation, naar han snakker om, at han ønsker sig
døden. Ti hvis han i sandhed led under frygten for ikke at magte
at elske rent, saa var det det samme som, at han i virkeligheden
havde naaet frem til dette maal med eller uden sit vidende, og da
blir hans pludselige modløshed og flugt ganske usandsynlig. Det
meste beror paa den pureste indbildning; han hverken elsker eller
lider saa meget, som han fortæller os. Er han ikke længer istand til
at nære nogen dyb kjærlighed, forstaar han den ikke uden gjennem
refleksion eller litterært, han vil neppe af clen grund komme til at lide
saa overordentlig. Alligevel, mener Lemaitre, digtet reddes ved, at
1) Altsaa Bjørnstjerne Bjørnsons hanskemoral omvendt, praktiseret ikke
af kvinden, men af manden og det mod sig selv.
2) 1 les Contemporains, I, 98.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
