Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Walter Crane om kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Lad os imidlertid se efter, hvilke Idéer Kimsten formaar at
byde os selv under saa usunde Forholde, som den for Tiden vegeterer
under! En stor Hovedforskjel mellem vor Tids og tidligere Kunst
viser sig deri, at vi nu tildags ganske mangler hvad man kunde
betegne som Folkekunst. Denne Kunst, som i hine Dage blev
udøvet af Folket selv og som gik Haand i Haand med Haandværket,
dengang saa nøie knyttet til Hverdagslivet og dets Fornødenheder
— altsaa Pottemagerens, Væverens, Smedens, Snedkerens spontane,
hjemlige Kunst, som vort moderne økonomiske, forretningssmæssige,
industrielle, kapitalistiske System har opslugt, takket være dets tre
Ledsagere: Arbeidets Fordeling, Aktieselskaber og den udelukkende
paa Profit beregnede Produktion.
Men i den samme Jordbund, hvori Folkekunsten trives, findes
ogsaa Næring for alle de andre Kunstarter. Men i vore Dage ligger
denne Jord brak. Og mørkt er det Billede, som .Walter Crane nu
ruller op. Efterat Maleriet og Skulpturen slavisk har kastet sig for
Fødderne af den moderne Molo oh, Moden og Luksusen, driver de
holdningsløst afsted paa en vildtbevæget Strøm, lig høibaarne
Eventyrere, som intet besidder uden sin gamle Titel: „de skjønne
Kunster", og hvis Ahneslotte staar øde og forfaldne, efterat deres
Ejere lærte sig at se ned paa sit Følgeskab, Haandværket, der alene
gav dem Støtte og Anseelse. Lig afskaarne Blomster frister de i
Vaser en kunstig Skintilværelse, visner sørgelig hen, tomme Masker
og Skygger, bedrøvelige Rester af fordums Skjønhed.
Med Styrke vender Walter Crane sig imod den franske
Forfatter Eugéne Veron, som i sin Bog om Æstetik udtaler, at Tiden
nu er inde for mindre dybe Tanker, for mindre fantasifulde Aander,
idet Programmet er, at vi i vore Dage maa se paa Tingene en
god Del skarpere og betragte dem langt nøjere end før. Veron mener,
at der vistnok maa males lige saa godt, men paa en anden Maade,
idet han ligefrem erkjender, at Kunstnerne nu maa arbejde for de
brede, for enhver højere Stræben uimodtagelige Masser, Spidsborgeren,
Kræmmeren, Parvenuen, som „nutildags er vore Kunder". Han
kommer til det Enderesultat, at under saadanne ugunstige Forhold
gjør Maleren bedst i at indskrænke sig til simpelthen at kopiere
sin Model og forøvrigt slaa sig til Ro med den Anskuelse, at den
Kunstner besidder størst Geni, som besidder mindst Opfindelsesevne.
Walter Crane fastslaar, at her bekjendes da aabent og freidigt,
at det moderne Maleri er en „Klasse-Forrettighed", at det kun er
til for Folk, som har Penge og som kan skaffe sig alt for klingende
Mynt, og hvad gives der vel, som ikke nu for Tiden har sin Pris,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
