Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Westermark: Benjamin Kidd og hans meninger om den sociale udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356
vet og sees ikke mere. De gamle civilisationers seire er, som om
de aldrig havde været til: de er ikke blot forglemte; der findes
simpelthen ikke noget organisk baand mellem det gamle liv og det,
som er kommet i dets sted." Striden mod fornuften gjør fremgang
i „en grad, som aldrig før har havt sit sidestykke i verdens historie,"
og den suprarationelle norm for menneskets levevis opnaar en styrke
og en udbredelse, som før var ukjendt. Fornuften anvendes kun
„for at udvikle det felt, andre har udvundet for den," medens
kirken stræber at ophøie clet levevis, som foreskrives af det
altruistiske ideal1) „til det høieste standpunkt for menneskelig ærefrygt,
den nogensinde har opnaaet." Denne udviklingsproces, som er
„absolut enestaaende i racens historie," falder i to bestemt adskilte
udviklingsfaser med reformationen som grænsemerke. Den
reformatoriske bevægelse, hvis betydning er „i sandhed meget større end
historieskriveren med de metoder, som staar til hans raadighed,
hidtil har villet erkjende–—, den befriede, saa at sige, i de
folks praktiske liv, som grebes af den, den umaadelige mængde af
altruistisk følelse, eier fra begyndelsen af havde været den kristne
religions særegne samfundsprodukt, men som dengang under en
periode af umodenhed og intensiv livagtighed var ledet ind i andre
kanaler," — hvormed forfatteren vel simpelthen mener, at
reformationen optraadte mod middelalderens asketiske idealer og betonede
menneskenes pligter som samfundsmedlem. Den første periode
skulde imidlertid tage „et af de største skridt fremad, racen
nogensinde har taget," nemlig slaveriets tilintetgjørelse, hvilket skeede i
Europa „omkring det fjortende aarhundrede." Dets afskaffelse maa
nemlig utvilsomt betragtes som „en af de første eiendommelige
frugter af den etiske bevægelse, hvorpaa civilisationen hviler."
Slaveriet er „en af de naturligste og fra mange synspunkter en af de
fornuftigste samfundsinstitutioner." Dets afskaffelse har saaledes
ikke sin grund i fornuften, men i den kristne religion, navnlig i
dens forsoningslære og dens lære om menneskenes lighed for Gud.
Den uberegnelige vegt, som selv det svageste væsens velfærd fik
for sin sjæls skyld, tenderede fra første stund mod at svække
klasseforskjellen og. „umiddelbart hæve slaven til en stilling af medfødt
rettighed," medens clen ubøielige lære om alle menneskers lighed
langsomt frembragte „den indholdsrigeste og merkværdigste
forandring, som nogensinde har foregaaet i sindene, hos en stor del af
Den altruistiske opfatning opstiller, som bekjendt, selvopofrelse til fordel
for andre som sedelig hovedgrundsætning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
