Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Bidrag til Norges kulturhistorie i første halvdel af 19de aarhundrede. Om forbrydelse og straf. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
361
Bidrag til Norges kulturhistorie i første halvdel
af 19de aarhundrede1).
Om forbrydelse og straf.
II.
Ved de i 1814 og 1815’ vedtagne lovbestemmelser til forandring
af kriminalloven var i en flerhed af tilfælder legemsstraffe gaaet over
til fængselsstraf. Dels ved dom og dels ved benaadning
forandredes ogsaa de fleste dødsstraffe til livsvarigt strafarbeide. —
Allerede heraf fulgte, at fangebelægget i de overordentlig mangelfulde
strafanstalter hurtig voksede, — især da ved lovenes strenghed de
idømte fængselsstraffe blev saa langvarige. Forbryderne hobede sig
op i fængslerne: „tugthusene" og „slaverierne". — Nu manglede
disse, især slaverienie, der optog de fleste og værste forbindere, alle
rimelige betingelser for at kunne virke til fangernes forbedring,
fornemlig fordi der manglede plads og nødvendig organisation til at
klassificere fangerne og holde dem nogenlunde adskilt og tilstrækkelig
at sysselsætte dem. Alle slags forbrydere fra tyve til mordere, fra
dem, der havde „tiltalt sine forældre ubluelig" til dem, der havde øvet
voldtægt o. s. v., og af alle aldre fra 16—18 aar til oldingealder —
sad sammenpakket her om hverandre. —- Gjennem længere tid af det
omhandlede tidsrum savnede man ogsaa sterkere syn for betydningen
af ved moralsk paavirkning at søge at vække forbryderne til bedre
forstaaelse og bedre følelser.
Istedet for at virke til fangernes forbedring blev saaledes
fængslerne rene moralske pesthuler, hvorfra de fleste, som atter blev
slupne fri, udgik endnu mere fordærvede, end de var indkomne, og
saa spredte de sig da over landet som fæle smittebærere. — Heri
laa vel en af hovedgrundene til det sørgelige forhold, man efter en
tid opdagede, at nemlig forbrydelsernes antal voksede med en
uhyggelig hurtighed. — Men aarsagen laa ogsaa i flere andre omstændigheder,
saaledes ikke lidet deri, at de første 20—25 aar efter 1814 var en
overordentlig trang tid for de fleste, med tung nød især for den store
almue, der trykkedes af svære skatter og mange uheldige
næringsforhold, selv efter at det opimod 40-aarene var blevet lysere for
byernes handelsfolk og embedsmændene, hvoraf enkelte endog havde
x) Kfr. „Samtiden" YI, 258 og YIII, 194.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
