Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Karl Federn: Jane Welsh Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
-om halsen og drev den paa flugt; en anden gang slog lmn en gut,
som ertede hende, saa hans næse blødte; hun vilde i dethele ikke i
nogen henseende staa tilbage for gutterne. Hun gjorde sit
mesterstykke, da hun, i lighed med de modigste af gutterne, krøb ud paa
den ydre side af gelænderet paa en høi bro, et kunststykke, som ikke
lod sig udføre uden livsfare. Hun vilde lære latin som gutterne, og
da hun ikke fik lov, læste hun det hemmelig sammen med en
gymnasiast; en dag hørte man hende under bordet deklinere mensa, mens ae,
og da de trak hende frem, sagde hun: „Ja, jeg vil være gut."
Faderen, som erkjendte hendes usedvanlige begavelse, lod hende
nu ogsaa undervise som en gut; da hun var ni aar, læste hun Virgil;
hun fik en lærer, som skulde faa stor betydning i hendes liv,
Edward Irving, som forstod endmere at begeistre sin allerede
ifor-veien lærelystne elev. Hun stod op kl. 5 om morgenen, hun sad ofte
den halve nat over en ligning; og naar hun var i kamp med sig selv
og vilde modstaa en fristelse, saa var ikke, som hun selv fortæller,
hendes ord: „Jeg faar prygl!" eller: ..Jeg kommer i helvede," men:
„Det vilde ikke en romer have gjort." — Da hun var fjorten aar
gammel, synes hendes lærer taabeligen at have bebreidet hende, at
hun legede med dukker, hun, som allerede kunde læse Virgil; hun
besluttede sig da til at ofre sin høit elskede dukke: hun oprettede et
skafot, fremsagde for dukken Didos sidste monolog i Aeneiden, tændte
derpaa ild paa det hele og gjenneinborede dukken med en pennekniv,
saa at sagespaanene rullede ud, — men da svigtede hendes kraft
hende, og hun brast ud i en saadan graad, at hele huset kom løbende.
Samtidig skrev hun en tragedie, hvor det gik meget blodig for sig,
og i femte akt ikke en sjæl var i live.
Hun var atten aar gammel, da hun mistede sin fader, som hun
maaske havde elsket mere end noget andet menneske i verden. Han
døde af tyfus efter faa dages sygdom; af frygt for smitte fik hun ikke
lov til at komme ind til ham; men hun tilbragte den sidste nat paa
gulvet udenfor hans dør. Det Var et tab, som hendes alvorlige, dybt
følende natur aldrig forvandt; næsten aldrig talte hun om ham;
Carlyle fortæller, at i høitidelige øieblikke, naar hun ganske særlig vilde
rose ham, af og til kunde sige: „Saaledes vilde fader ogsaa have
handlet."
Omkring denne tid begynder hendes endnu eksisterende breve.
En silhouette fra den tid viser os — vistnok i en lidt flatterende
frisur og toilette^— en fin profil, fuld af humør og lystighed; en
mini-atur, som blev malet nogle aar senere og tog hende en face, viser et
usedvanlig vakkert lokket hoved, mørke dybe øine og aandrige, kvikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
