- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Ottende aargang. 1897 /
390

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Gunnar Heiberg: „Folkeraadet“

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

390

Rypes raad iler med at „putte det i jorden og gjemme det godt",
Det er et digt om den parlamentariske forvrøvlethed, om de 114
tyranner. Om et folk, der slider sig op i indvortes kjævl og
tilsidst er paa vei til at tabe sansen for alt andet end de
parlamentariske forlystelser, et folk, der „beruser sig i orel", „gjennembæves"
af en kunstig ophidset selvfølelse, et folk i valg og vrøvl. Digteren
viser, hvorledes et saadant folk gaar fordærvelsen naturlig imøde.
Det er ingen farlig tiende for en fremmed magt, ti det er først og
fremst sin egen fiende. Et saadant folk er mindre værd end selv
en tarvelig enkeltmand, der ikke har faaet sin naturlige bonsens
fortæret af frasernes farsot, en mand som Rype, der endnu ved,
at „det er fienden, man skal dræbe, ikke sig selv". Mens folkets
ledere glemmer den nære fiende for at komme hverandre tillivs,
redder den enkelte mands snarraadighed situationen.

Da saa folket faar den rette sammenhæng at vide, da det
demokratiske folkeraad ligger der afklædt og dødt i kisten, stiger
der „nye sandheder" frem. Det er digteren, som er fødselshjælper:
de „nye sandheder" skal sukcedere parlamentarismens store tanke.
Digteren, der har „flakket op og ned, høit og lavt og ikke vidst
veien", stemningsmennesket, der har begrædt og forhaanet de døde,
staar nu op og vidner for cæsarismens store tanke: „Saalænge
menneskene vil beherskes, maa de have en hersker. Lacl os vælge
en høvding. Lad os vælge den store til høvding. En, ikke mange.
En, som vi giver os, ikke en, som vi faar. Lad ham herske,
saalænge han kan holde sig sterkere end folket. Lad os give ham al
magten, for magt maa den have, som skal styre. Og den skal
styre, som kan flytte menneskene, som paa en gang kan have hele
folket i sin haand, som kan gjøre gjerninger."

Forfatteren lader det staa hen, 0111 folket vil underkaste sig
den nye sandhed, han lader det ogsaa staa hen, om den nye sandhed
er bedre end den gamle. Stykket slutter med et aabent
spørgsmaal, som det ikke er hans sag at besvare. Han har kun fulgt
parlamentarismen til jorden, og han har skaffet den en pragtfuld
og lystig jordefærd. Det er en festlig afskedshilsen, han giver
„det demokratiske folkeraad" med i kisten:

„Om disse mennesker, som der ligger, var faldt i kamp for
fædrelandet mod fienden, — om det var saa, hvad havde de cla
gjort andet end sin pligt. Betalt lidt paa sin gjæld. Har cle ikke
redet os som marer i mange aar. Har de ikke fyldt hver krog af
landet med løfter, som aldrig blev opfyldt, har de ikke suget gode
evner til sig og lagt dem øde, har de ikke sat sig bredt over

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:35:37 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1897/0408.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free