Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Beer: Vivisektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
et ben, umiddelbart derefter kunde spise dette samme ben o. s. v."
Bethe siger: „Jeg liar skaaret hele bagkroppen af bier og dog seet
dem leve over en time bagefter, i hvilken tid de lige fra operationen
uafladelig sugede honning i sig. Ja jeg har endog paa en bie, som
sad paa min haand og sugede honning, pludselig afskaaret abdomen.
Den reiste sig et øieblik iveiret, men sugede derpaa rolig videre. Om
man da kan tale om smertefornemmelse eller om følelser
idetheletaget, forekommer mig tvilsomt." En hos lavere dyr meget udbredt
evne er autotomi o: selvlemlæstelse. Eirben lader sin hale, krabber
og insekter sine ben, søstjerner] og mange cefalopoder sine arme i
stikken; søpølser udspyr sine egne indvolde, mave, tarme, kjønsorgan
og lunger. Rettere sagt: disse dyr afkaster selv sine organer. Man
maa paa en krabbefod hænge en vegt af nogle kilogram for at rive
lemmet af; det levende dyr derimod bryder selv sit ben af — og paa
et ganske bestemt sted, — som om det var sprødt som glas, — naar
f. eks en sterkere krabbe angriber det med sin klo. Autotomien er
meget tjenlig for individets selvopholdelse og har dog ganske
karakteren af ubevidste refleksbevægelser. Man kan ikke antage, at
lemlæstelser, som dyrene selv bibringer sig, gjør dem ondt.
Efter dette maa vi da sige: Det er ikke usandsynlig, at evnen
til at føie bevidst smerte i vor betydning af ordet, først er udviklet hos
de varmblodige dyr, og heller ikke der i en saadan intensitet som
hos mennesket og andre høitstaaende pattedyr. Var det anderledes,
maatte man gyse ved tanken paa clen uhørte sum af frygtelige
smerter, dyrene vilde være plagede med. Den største del af clen beboede
jorcl dannes af havet. Milliarder paa milliarder af dyrearter, om
hvilke indlandsboeren ingen anelse har, befolker vandet; og de er
næsten allesammen graadige rovdyr, som æder hinanden indbyrdes.
Intet andet end den sterkeres ret gjælder her; hvert eneste dyr fra
de gjennemsigtige, fine glasdyr til cle kjæmpemæssige hvaler og haier
lurer og jager paa bytte, næsten alle er bestandig i fare for selv at
blive bytte. Jeg har i den zoologiske station i Neapel seet,
hvorledes blækspruter i rader spiste paa hverandre med den skarpe snabel,
hvorledes parasitiske krebse spiste øinene ud paa fiske eller haged
sig fast i svelget, indtil deres vert sulted ihjel. Polyper omslynger
krebse, fiske eller andre polyper meel sine fangearme og æder dem;
deres ofre var, naar jeg efter et kvarterstid befriede dem, endnu levende.
Selv den kjæmpemæssige hval anfaldes af sverdfiskhjorderne og
spiddes, indtil den efter timers pinsel forbløder. Intet byttedyr dræbes i
vandet „humant", alt sønderrives, fortæres, fordøies i levende live.
Var havets dyr begavet med smertefornemmelse og evnen til at ytre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
