Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Beer: Vivisektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
telsesforening, og jeg beklager, at disse foreninger ikke tæller flere
medlemmer. Deres hovedopgave ser jeg deri, at de formindsker
eller fjerner dyrenes varige lidelser, — som f. eks. overlæsselse af
trækdyr, stuefuglenes, lænkehundenes og menageridyrenes bedrøvelige
fangenskab, den slette behandling af heste eller mangel paa
drikkevand. Netop herved spares publikum for dyrelidelser, ligesom den i
mange mennesker slumrende vellyst ved andre væseners kvaler ikke
vækkes eller kvæles i spiren. At vi er blevet humanere eller rettere
sagt animalere, fremgaar allerede deraf, at dyrekampe, som tilsigter
grusom vellyst, nutildags ikke udøves udenfor orienten og Spanien.
Jeg har i skildringen af en tyrefegtning engang sagt: Ikke paa grund
af dyreslagteriet, som dog, naar det kommer til stykket, ikke varer saa
længe, burde en fremmed i første linje afvise tanken om at indføre
dette skuespil, men paa grund af den forraaelse, der som en
fortærende gift fra enhver tyrefegtning siver ind i folket. Af den samme
grund, ikke af svagelig medlidenhed med overflødige, ofte meget
skadelige skabninger, vilde jeg forholde et barn selv billedet af et
plageri endog af de laveste dyr, som sandsynligvis ingen smerter føler,
og i yderste nødsfald lære det at dræbe rask og energisk. Mere end
al paatrængende propaganda, som altid gjør de kloge mistænksom,
virker her arv og det fornemme eksempel, og befordring af
naturvidenskabelig dannelse paa skolen. Vi spiddede aldrig vore
sommerfugle og biller levende, men det blev lært os at dræbe dem hurtigt.
Den, som engang befatter sig med vivisektion, staar i regelen ikke
længere i fare for at forraaes. Lægmanden gyser vistnok, naar han
i tendiøst fordreiede, ofte af uforstandige og halvdannede mennesker
skrevne beretninger læser, hvorledes dyrenes hjerneskalle aabnes til
skrækkelig pinsel, hvorledes et stykke hjerne tages ud, en tarm
skjæres bort o. s. v. Men ganske bortseet fra, at disse indgreb — der
iøvrigt daglig foretages paa mennesker for at helbrede dem — kun
udøves paa dybt bedøvede dyr, som under rekonvalescensen paa grund
af sin kostbarhed pleies paa det omhyggeligste, — maa man betænke,
at huden væsentlig er sæde for følenervernes ender, at derimod
blodkar, hjernesubstans, muskler, sener, knogler i sund tilstand er næsten
eller ganske ufølsomme. Og selv et snit gjennem huden, som jo ikke
netop føres gjennem poterne eller læben, med skarp kniv gjør ikke
noget videre ondt. Men fremfor alt kjender ikke dyret den kvalful cle
angst for saadanne indgreb og deres følger, kjender ikke den
hjerte-sønderrivende medlidenhed med sig selv ellerö andre, som ofte er
menneskene pinligere end selve smerterne. Til de allerfleste
forsøg paa de varmblodige dyr tjener kaninen. Denne gnaver er saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
