Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Alfred Eriksen: Hvad er dog et menneskes sjæl? (Tanker over Ulf Ran)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
om, hvad det er at være menneske, at vor stilling og værdi er
nogst enestaaende i hele verden.
Men det er alene mennesket med det udfoldede sjæleliv,
aands-mennesket, som svarer til denne forestilling, og herfra er den først
taget. Skulde jeg være henvist til at forme mine tanker om livet
med et pattebarn foran mig, brast al idealiteten i dem.
Men praktisk løses vanskeligheden letvindt, fordi det er
aands-mennesket alene, som laver livsopfatningerne og lærer de andre,,
hvad de skal tænke om sig selv.
Det selvbevidste sjæleliv med intelligens og aandelig sans, med
høiere følelser, med den dybere trang, med en vilje, som ved, hvad
den virker, og som kan underlægges høiere ansvar.
Alligevel føler vi somme gange, at det nok kan have sin nød.
Somme tider ser vi et stykke virkelighed, som gaber imod os med
et helt andet aasyn, — det naturbundne menneske med dyrets
dunkle, mystiske sjæleliv i sig. Det, der bruser i de sterke drifter,
suger sin næring fra mennesketilværelsens dybe naturgrund. Som
ogsaa hos aandsmennesket ligger under og mange steder skjærer ind
i hans øvrige liv og stundom kan bryde ind med noget sterkt, der
vanskelig lader sig indpasse i kulturlivets ramme og kun under den
sværeste vaande kan tvinges ind under lydighed mod livets høie
love. „En ulvegaard, hvori hungrige og sterke vilddyr
knurrende gik om." Saadan fornemmer Ulf Kan det i sig.
Og vi kan møde skikkelser, som skal være mennesker; men i
deres indre synes der ikke at være noget af det, der skulde høre
med til at være menneske. Det naturbundne sjæleliv fylder ud det
hele. „Graa ansigter, der reiste sig fra jord, gik et stykke og
sank i jord igjen."
Tydeligst har jeg seet noget saadant blandt dem af fremmed
race i Nordland. Det er for saa vidt god mening i, at Ulf Ran
blir sat ind i lignende omgivelser, da der mod bogens slutning skal
skildres, hvorledes han atter vokser sammen med naturlivet, mens
alderen og døden slaar tættere og tættere skygge om ham. I dette
kjender jeg igjen noget, som jeg har stanset ved med uvishedens
gys gjennem tankerne. Jeg har. stirret ind i slige sjæleliv, søgt
for mig selv at ransage dem, hvordan de kan være. Især i
mørketiden, da søvnen breder sig over dem og skygger over saa store
strøg, at der kun blir en smal strime tilbage til et slags
bevidsthedsliv. Jeg har ofte tænkt over, hvad der er i saadanne sjæleliv,
fra det gryr frem af det dunkle, uudgrundelige opkomme i
mors-livet, til det slukner igjen, naar de rolig, sløvt lægger sig til at dø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
