Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Alfred Eriksen: Hvad er dog et menneskes sjæl? (Tanker over Ulf Ran)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
Naar jeg saa sidenefter er mig bevidst, at det mystiske, det,
som menneskene ikke kan forklare, ligger under vor tilværelse, saa
drager troens mystik næring af den tanke, saa den ikke vakler,
fordi om ikke alt, som er i troen, kan begribes af den nøgterne
forstand.
Det faar derfor alligevel blive staaende fast, at der til fuld
menneskelighed hører et høiere sjælsliv. Vi kan alligevel ikke opgive
aandslivet, kulturen, de høiere værdier.
Og ud fra det standpunkt maa vi dømme alle de foreteelser,
der voldte de ængstende tanker. Vi betænker os paa med haarde
ord at ville sige til alle sjæle, som slæber langs jorden, at det er
en brøde, som er deres. Har man forstaaelse til at kunne øine
noget af den ofte indviklede aarsagssammenhæng, ser man nok
ogsaa de mange forklarende, undskyldende omstændigheder. Men
alligevel slipper vi det ikke: Sjælen maa og skal løses ud af
naturbundetheden. Mennesket skal være menneske.
Allermindst skal det glemmes, at om end det fulde kulturlivs
rigdom sent kan trænge ind til alle, saa er der dog en nærmere
og mere aaben dør for alle ind til sandt menneskeligt liv. Vi
husker paa religionen, hvorledes den formaar at gjøre alle slags
mennesker til aandsmennesker. Naar den ikke blir gjort for
snæver, for lægprædikantagtig. Og er der store strøg med søvn over
sjælene, finder man ogsaa i almindelighed paaviselig brøde lios dem,
der lever slig, eller dem, der er aarsag til, at de er, som de er.
En anden tanke følger af saadanne overveielser, og vi vinder
hermed paa ny tilknytning i den bog, jeg et gaaet ud fra.
Forstaaelsen af den inderlige sammenhæng mellem aand og natur i os.
Skulde jeg drage en positiv lære ud af Ulf Ran, da maatte det
være den: Hvor høit vi end kan stige, har mennesker aldrig lov
til at glemme, at af jorden er vi kommet. Med jorden hænger vi
sammen. Altid liar aandens liv sit underlag i det dybe, sterke
naturliv, som er i os. Med al vor kultur, vor høie moral tør vi
ikke klippe over traadene, som her binder fast.
Det er en tanke, som kunde gives mangesidig anvendelse. I
gammel og ny tid løb aandeliggjøreisen ofte ud i forsøg paa at gjøre
menneskene til bare aand. Naturlivet, driftslivet, den dybe,
oprindelige naturgrund i sjælen blev mere eller mindre voldsomt amputeret.
Det lader sig vistnok gjøre ligesom at skjære af et ben eller en
arm. Men helt menneske er en ikke mere.
Og ud herfra føler man ogsaa, at der er megen ret i de ord,
der indleder bogen, og hvorigjennem forfatteren af Ulf Ran tydelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
