Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Hvem skal blive professor i nordisk litteratur?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
værre omtrent intetsigende andeneksamen, øieblikkelig styrter sig
ind i sin specialitet, holder sig for ørene for ikke at høre det, som
er udenfor, — og skynder sig for snarest muligt at blive
konkur-rancedygtige. Følgen er, at de fleste læger, realkandidater,
teologer, jurister, ja endog mange filologer er saa temmelig blottet for
almindelig aandskultur, naar de træder ud i livet; de er ofte
særdeles fagdygtige, men meget sjeldnere høit dannede mænd.
Og her er det, som sagt, at den litteraturhistoriske (og den
filosofiske) lærestol ved universitetet har en stor opgave.
Det er selvfølgelig ikke min mening, at professoren i
litteraturhistorie skulde holde interessante populærforelæsninger, som gik
ud paa gjennem æstetiserende aandrighed at skaffe de flest mulige
studenter en pikant underholdning. Litteraturhistorien er først og
fremst historie, og jo lærdere og grundigere læreren behandler sit
emne, desto dybere vil hans indflydelse række. — Men der kræves
unegtelig ogsaa endel andre egenskaber end lærdom. Jeg har læst
etsteds — det er vist hos G. Brandes —, at til en komplet
historiker hører tre egenskaber: han maa være paa éngang kritiker,
kunstner og filosof. Kritiker slig, at han med skarpsyn magter
at sile sit stof og skille det sande fra det falske; kunstner slig,
at han ved sin fremstilling er istand til at tilintetgjøre
tidsafstanden mellem fortid og nutid; filosof slig, at han magter at se de
store sammenhæng mellem de enkelte kjendsgjerninger. — Dette,
som gjælder historikeren i sin almindelighed, gjælder kanske i ganske
særegen grad litteraturhistorikeren, og det er min faste overbevisning,
at en lærer, der i nogen grad tilfredsstillede disse krav, vilde faa
en uberegnelig betydning for norske studenter og norsk aandsliv.
Næst filosofi er nordisk litteraturhistorie ifølge sit indhold
utvilsomt det populæreste af de fag, som doceres ved universitetet.
Jeg bruger med hensigt ordet populær, uagtet jeg ved, det for tiden
i mange kredse er i miskredit; jeg mener derved kun, at
litteraturhistorie (næst filosofi) er det fag, som henvender sig til de fleste,
den videnskab, som ifølge sin natur særlig vedkommer de mange
udenfor deres fagstudier. Næst efter spørgsmaalene om selve
tilværelsen og den menneskelige sjæls væsen er der intet, der i den
grad interesserer alle, som spørgsmaalet om vor tilblivelse som
kulturvæsener, den videnskab, hvis hovedopgave det er at afdække
den nationale aandskultur rødder og vekst.
Det er derfor intet under, at der ofte har været trængsel om
lærerstolene i litteraturhistorien; det skulde tvertimod være det
normale. Man kan selvfølgelig ikke vente, at der i ethvert land
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
