Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
Ja, de tænker paa os — og vi tænker paa dem,
hver en elsket deroppe i nord,
og vi signer i stilhed vort sneklædte hjem,
og vi mindes vort land og vor mor.
Hvert et skjønhedens frø, som med higende sans
her vi samler paa mindernes strand,
skal engang blive blomst til din vaarfriske krans,
du vort norden, vort fædreneland!"
Da sangen var slut, hviskede min sidedame, frøken Schreiber,
en norsk malerinde, som Welhaven i sin tid udmerkede meget, til
mig: ,.Fru Colban vil drikke med Dem."
Jeg saa forvirret op mod bordets spidser. Der i høisædet
sad en gammel, elegant dame, der med moderlig venlighed nikkede
og smilte til mig, med glasset i haanden.
Vi havde baade julegrød og julegran, skjønt vi var saa langt
borte fra hjemmet. Julegrøden havde forresten en mistænkelig
lighed med konditorvare, nogle store, ubestemmelige melklumper i
en hvid sauce, der smagte af bitre mandler — og julegranen var
nok et afkvistet laurbærtræ. Men slige smaating formaaede slet
ikke at ødelægge stemningen, der steg høit, hvad den gode romerske
vin ikke havde liden andel i.
Aftenens glanspunkt var, da en statelig svenske reiste sig og
med det fyldte glas i haanden sang: „Du gamla, du höga, du
fjell-frisJca nord". Hans stemme var saa kraftig og skjøn, og hans
foredrag saa inderligt, at vi alle fik taarer i øinene . . . Der blev
som en pause i den glade fest, mens man mindtes alle de kjære
derhjemme i snelandet.
Aftenen sluttede, hvis jeg husker ret, med en liden dans.
Resultatet af festen var, at de fleste af gj esterne, der havde mødt
hinanden reserverte som fremmede, skiltes ad som gamle venner,
der holdt af hverandre. Juletanken og julemindet forstaar at binde
hjerterne sammen, alle bliver mer eller mindre barn igjen . . .
Jeg forestilledes for alle mine landsmænd, blandt andre for
billedhugger Borch og frue, der siden, under mit lange ophold i
Rom viste mig stor godhed og gjestfrihed. I Borchs primitive
kunstnerhjem tilbragte jeg mange hyggelige stunder. Aftensmaden
lavedes i regelen inde i stuen, hvor gj esterne opholdt sig, mens
fruen sad ved pianoet og sang sine norske folkeviser for os. Det
hændte da ikke saa sjelden, at den musikalske frue glemte, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
