Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
den fælles husholdning, eftersom hans portemonnæ den dag var vel
forsynet til. En kjøbte en stegt høne, en anden et par haardkogte
eg, en tredje lidt salat eller ost.
Naar da alle vore delikatesser stod foran os paa bordet, hvor
en af vore elskværdige skandinaviske damer fungerte som vertinde,
og opvarteren bragte os den dunkelrøde Chianti eller den gule,
perlende Orvieto, en sand gudedrik, kan det nok være, at humøret
kom op. Ja, disse sammenskudslag i Croce var uendelig morsomme!
Aldrig har maden smagt mig bedre end i dette smudsige romerske
lokale, hvis støvede træbænke og borde vilde være en god
husmoder en torn i øiet.
Hver ny, improviseret ret blev modtaget af en jublende
overraskelse. Til dessert havde vi syltede oliven eller stegte kastanjer,
som vi kjøbte af en liden sortsmudsket gut, der gik omkring i
osterierne og falbød sine varer. Mens vi spiste og drak vor herlige
vin, glemte vi ikke at studere omgivelserne. Rundt om os ved
træbordene sad bønder og bondepiger i sine brogede
nationaldragter, billedskjønne modeller, solbrændte kuske og bredskuldrede
arbeidere, her og der et ungt elskovspar, beskyttet af en gammel,
værdig matrone, der havde sat sit graa haar op paa en egen maade
i form af et slags rosetter foran ørene. I nakkeknuden var der
stukket lange naale.
Alle sad de stille og velopdragne, talende sagte sit musikalske
sprog og nippende i smaa drag til vinen. Italieneren er meget
maadeholden. Aldrig ser man i det land, hvor druen vokser og
vinen er billig som melk, berusede mennesker. Derimod saa jeg
ikke sjeldent, at den romerske almuesmand slog vand i vinen for
at dæmpe dens styrke.
Romerne er ogsaa svært høflige, som man kan vente det af
et gammelt kulturfolk. Ofte udarter denne hfløighed til en tom
form uden værdi, men altid er der noget elskværdigt og gratiøst
ved den.
Da en ung mand i min nærhed, efter dragten at dømme en
arbeider, merkede, at jeg saa paa hans vinglas, hvis indhold havde
en eiendommelig blandet farve, bukked han for mig og sagde:
„Favorisce, signore!" — „Vær saa god, herre!" — Jeg reiste mig
og smagte paa drikken.
Romeo — saa hed opvarteren ved vort bord — var saa smuk
og statelig og havde saa fornemme manerer, at hele vort selskab
kaldte ham for il principe, fyrsten — et navn, han lod til at høre
med synlig fornøielse. Han forsikrede os ogsaa med stolthed, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
