Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandstur. II. Ankomsten til Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
vinduer var smykket med glasmalerier. Hist og her stod en ung
schweitzer i sin eiendommelige dragt med rødgule striber,
pibekrave om halsen og i haanden en hellebard — ikke ulig en tysk
landseknægt fra middelalderen — eller jeg mødte en travl
kammertjener, der trippede omkring i rødt fløielslivré, og som havde
den godhed efter at have keget i mit „permesso" at vise mig veien
til en ny korridor og en ny hal. . .
Vatikanet forekom mig som en labyrint, som jeg behøvede en
Ariadnetraad for at finde vei i. Efter at have passeret endnu en
korridor og saa et prægtigt værelse, hvor en stor del af
schweitzer-garden var samlet, havnede jeg endelig i audienssalen, hvor jeg
blev anvist en bestemt plads.
Vi maatte vente længe, inden hans hellighed viste sig. Der
var god tid til at se sig om, beundre salens størrelse og skjønhed,
friserne i taget, de herlige gobelinstapeter, der forestillede scener
af Kristi lidelseshistorie, det farverige teppe paa gulvet, i hvis midto
stod et fyrfad med duftende røgelse. . .
Omtrent 30 herrer var samlet i værelset, alle i den foreskrevne
sorte kjole og hvidt slips, men uden hansker. At bære saadanne
forbød etiketten. Samtalen gik ængsteligt, hviskende som i en
kirke . . .
Endelig aabnes sidedøren — alle strammer sig op og nogle
trækker pusten saa dybt, at jeg kan høre det — en rødklædt
kammerherre træder ind, derpaa nogle abbeder i violette dragter.
Disse høie geistlige hvisker dæmpet sammen. Fra sideværelset,
gjennem den aabne dør, hører vi en velklingende, hjertelig stemme,
og derpaa en ærbødig mumlen.
Paven nærmer sig.
Som et sus gjennem ageren en sommerdag gaar der en dyb,
skjult bevægelse gjennem hele forsamlingen . . . Der er han,
apostelen Peters efterfølger, Guds statholder paa jorden — han, der
kan løse og binde, som bærer himmerigs nøgler i den ene haand
og banstraalen i den anden . . .
Idet paven nærmer sig, falder vi alle i taushed paa knæ.1)
Et høitideligt øieblik, fuld af aandeløs spænding . . . Den dybeste
alvor hviler over den bøiede skare, hvoraf dog mange er protestan-
Man fortalte mig, at ved en audiens blev en englænder staaende, da
paven traadte ind. Pio nono sagde mildt: „Jeg er paven." — Englænderen
svarede, idet ban løftede hovedet: „Jeg er lord Ruthven." — Det endte med,
at paven forlod va’relset.
Samtiden. 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
