Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elling Holst: Festprolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Den gren, lian brød mod det vilde dyr,
da han trodde sig døden vis,
den blev til et vældigt spyd i hans haand
og flintestenen dets spids.
Tordenens bulder jog ham paa flugt.
Men da lynslagets flamme brandt,
berged han ilden, fra da hans ven
og ypperste bundsforvandt.
Og seklerne kommer og svinder
og slegt løser slegter af.
Den nye høster de gamles sæd
og den visdommens arv, de gav.
Og menneskeaanden blev aldrig træt
og aldrig dens øie sov.
Da steg af erfaringens mylr og mængde
langsomt tallenes lov.
Først som en anelse fuld af tvil,
og mangen profet blev stenet,
før sandheden vandt den sidste seir
over fordom og lærdom forenet.
Nu er den vor odel og eie,
en del af af os selv og vor magt,
trylleformlen, som har al skabning
under vort herredom lagt.
Der kom strøm i tidens vande,
kundskabstørst i alle lande.
Store glade unge skarer
sidder ved de gamles fødder,
lytter til, hvad de forklarer
om den dybe enhedslov,
den, som er som malm og kjerne
i det hele kundskabstræ
fra dets løndomsskjulte rødder
gjennem alle videns grener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
