Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aimar Grønvold: Musikfesten i Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
andre sange. De er langtfra alle vakre, men enkelte saare
fængslende. Han gjør kort proces med de gamle former, og det er
betegnende, at Victor Hugo er den poet, der fortrinsvis har fristet
ham. Skulde han sammenlignes med nogen, maatte det være Berlioz
og Bo’ito. Ved siden heraf er der noget forunderlig blødt og mildt,
der har faaet udtryk i nogle „barnlige sange-’ og „barnescener1’
for piano, smaa digterverker af megen finhed i skildringen af
børns væsen og følelser. Han er digter ligesaameget som musiker,
og derfor omspænder han ogsaa et vidt felt i sine ideer. Han har
endog leveret et hefte „politiske sange", hvor han bl. a. har
komponeret god musik til noget saa umusikalsk og inkomponibelt som
Søren Jaabæks slette vers om stortingets 9de juni beslutning.
Han har aldrig forstaaet at koncentrere sine ideer, hvor intens
han end kan være i den enkelte situation. Han er sterkere i
farven end i linjen. Man vil derfor forstaa, at det, man gjorde
bekjendtskab med i Bergen, alene kunde være en enkelt flig af
hans folderige kappe, og jeg for min del skulde gjerne seet
„Tyrkerne" ombyttet med scene funébre, et af hans allertidligste
arbeider, men vistnok det høieste, han har naaet i gribende kraft og
musikalsk skjønhed, i formens fasthed og sikre bygning.
Noget slegtskab i temperament er der mellem ham og Chr.
Sinding, hvor forskjellig deres kunst og udtryksmaade end er.
Hos Sinding spiller det litterære ingen rolle og aldrig har han
komponeret over noget bestemt „program" eller ladet sig friste til
noget „tonemaleriMusiken er ikke blot hans udtryksmiddel,
men ogsaa hans tanke. Der ligger intet ved siden eller bagom.
Naar Sinding skriver musik er det som en maler, der lader
linjerne løbe og farverne skifte, uden tanke paa, hvad det hele
„betyder". Maaske er det netop derfor, hans konturer er saa kraftige
og hans kolorit saa glødende. Han fordyber sig i det ene —
noget andet eksisterer i øieblikket ikke. Og han fordyber sig med
et næsten hidsigt temperament, han uddyber og fylder paa,
konsumerer en masse toner, dynger stof paa stof, saa man ofte ikke
ved, hvor man skal tage fingre fra for at spille hans sager. Derfor
er hans klaverkonsert, som spilledes i Bergen, paa en gang saa eggende
og saa fortærende for eksekutøren; man spiller ikke det stykke to
gange paa en aften. Denne intensitet, som han selv eier,
forlanger han selvfølgelig af de udførende i høieste grad — og ve den,
som ikke er helt med. Der gives ingen naade, ingen omvei udenom,
og der gives for tilhøreren ofte ingen hvile. Denne konsert har
en mellemsats, der hører til det skjønneste, Sinding har skrevet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
