Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aimar Grønvold: Musikfesten i Bergen - A. Haug: Nyrealismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
•selv for den. Han var uberørt af den nye tyske retning i musiken;
lian elskede Mozart, men hakkede paa Beethoven og afskyede
Wagner. Han ytrede, at klaverspil og mandssang var musikens
fordærvelse, og meget af det, vi hørte i Bergen, vilde været ham en
vederstyggelighed. Men alligevel — Ole Bull, der har talt og
skrevet og spillet for norsk musik som ingen anden før ham,
folkemelodiernes straalende troubadour, han maatte dog have følt det
indre slegtskab med det bedste i hans egen musik, følt at den
lille melodi af „Sæterbesøget" har været en kjerne, hvoraf meget
er spiret, og at det, som er spiret siden hans regjeringstid, er
blevet en selvstændig og levedygtig kunst, skjønt landet ikke ligger
der, hvor han havde villet og tænkt.
Musikfesten i Bergen var et ord i rette tid, et ord til
kunstnerne fuldt af opmuntring og glæde i deres ikke altid lyse
arbeids-vilkaar hertillands, et ord til nationen, at den skal vide at vurdere,
hvad den eier af betydeligt og skjønt i denne kunst, og — hvorfor
ikke? — et ord til de fremmede, at de skal lytte efter, hvad vi
spiller og synger heroppe bag den veirbidte kyst.
Aiiuar Grønvold.
Nyrealismen.
Der foregik i midten af 80-aarene et litterært omslag. Efterat
Tinden i et fjerdedels aarhundrede havde været temmelig jevn og
sterk, stilned den af, og eier blev et lummert vindstille — kun
afbrudt nu og da af et enkelt hvirvlende stød. Efterat realismen
meel sterke sjæles mod og forskeraandens tørst efter sandhed havde
rusket op i de forskjelligste forhold og gjennem naturalismens stil
stillet os ansigt til ansigt meel den utilslørede virkelighed i bog
efter bog, begyndte træthed at komme, mismod at indfinde sig.
Vi husker det præpessimistiske udbrud i Ibsens „Vildanden",
eier han ladei’ dr. Belling sige til sin ven Gregers Werle: „Tager
man livsløgnen fra et gjennemsnitsmenneske, saa tager man
livs-lykken meel det samme."
Dette er hverken mere eller mindre end realismens
falliterklæring. Ti hvad realismens digtere havde arbeidet paa, var netop
at tage livsløgnen fra menneskene og føre dem — som Brand —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
