Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: De to magter (1ste akt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
Gert Høeg: Sæt dig et øieblik, barn. (Helga sætter sig).
Jeg har lidt at tale med dig om. Nogle gamle erindringer. Og
om et og andet falder lidt haardt, saa skal du tilgi mig. Hvis jeg
er hensynsløs, saa er det, fordi jeg holder saameget af dig.
Helga: Det ved jeg, kjære onkel Gert.
Gert Høeg : Der var for en firti aar siden, eller vel saa det,
to unge mennesker, som elskede hverandre lidenskabelig. Det var
to bra unge mennesker, finere og klogere end de fleste. Men ogsaa
ukloge. Det er jo de bedste af os altid i enkelte øieblikke. De
blev gifte disse to. Begge var de af gocl familie og godt vant.
Ingen formue paa nogen kant. Der havde været, men den var væk.
Der gik en god ven og iagttog de to unge mennesker. De havde
ikke lykken med sig. Det ordnede sig tilsyneladende saa
nogenlunde, men den, som kjendte det indre maskineri, forstod, at det gik
nedover. Gjæld, pinagtighed, enkelte lyse letsindige øieblikke,
ødelagte nerver, alt i alt fanden i vold. Han kunde blit til noget,
men blev det ikke, flk aldrig ro til at samle sig. Hun var en
fornem og svag kvinde, en pragtblomst, der hørte hjemme i et mildt
klima, var født til luksus, til at glimre i fester, til ro og nyden.
De kjæmpede tappert begge to, men uden held. Og kampen mod
pengene blev ikke blidere med aarene. Jeg skal si dig en ting
lille Helga: Penge er en stille beskeden ven, som man ikke engang
takker — penge er en hoven ublu modstander, som man kjøber
med de dyreste indrømmelser. Disse to, som havde elsket saa hølt
og hensynsløst, de blev haarde mod hverandre. De gjorde hinanden
ondt i stilhed, i hundrede smaating. Saa døde hun.
Helga: Jeg begynder at forstaa dig, onkel Gert. Er det
nødvendigt, at du sier mig dette?
Gert Høeg : Ja det er nødvendigt. En aften etpar aar efter
hendes død sad de sammen, hendes mand og den ven, jeg nævnte.
Økonomisk var det begyndt at lysne, han havde faaet en liden arv,
men den lange kamp og hans hustrus død havde gjort det af med
ham. „Jeg hader penge", sa han, „jeg hader tanken paa penge,
hver bevægelse man gjør for penges skyld, hvert ord man sier.
De tærer vort liv, klæber sig fast ved vore tanker, lister sig ind i
vort inderste og forgifter os".
Helga (reiser sig): Hvorfor har du fortalt dette om far og
mor? Det var ondt og haardt gjort.
Gert Høeg: Kanske haardt, lille Helga, men ikke ondt. Du
er lidt ophidset idag, og det skjønner jeg godt. Du staar foran et
vigtigt valg. Herr Rynning har bedt dig om at bli hans hustru.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
