Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354*
den anden, en naturgud har laant træk fra en af sjælekul tus ens
heroer, mindet om gudens oprindelige raison d’etre udslettes ofte,
og paa det høiere stadium kan vi neppe længere tale om solguder,
vindguder, tordenguder o. s. v. Guderne har fuldstændig løst sig
fra naturlivets baggrund og er allerede virkelige individer i den
forstand, at de staar selvstændige ligeoverfor dette naturliv. Odin
f. eks., der oprindelig sandsynligvis var en dødsgud, tilhørende
germanernes sjælekultus, optræder ogsaa som stridsgud, som
vindgud, som solgud, og uden tvil har han laant træk fra saadanne
væsener, men han er ikke længere enten det ene eller det andet,
men — i den døende islandske mytologi — er han ene og alene
Odin.
Nogen saadan udvikling af den germaniske mytologi har den
ældre forskning ialmindelighed ikke villet erkjende, man tænkte sig
nærmest denne mytologi fra begyndelsen af fiks og færdig. Men
ingen religion, selv ikke kristendommen, er uforanderlig den samme.
Selve kultusen kan vel i det hele bestaa aarhundreder igjennem
uden nogen større forandringer, ligesom bekendelsesskrifter og
dogmer; men den religiøse anskuelsesmaade befinder sig i en
stadig udvikling. Ikke engang inden den katolske kirke tænker man
sig nu verden paa samme maade som paa Birgittas tid, og heller
ikke vi protestanter er de samme som i 1600. Inden en hedensk
religionsform maa naturlig udviklingen være endnu hurtigere og
radikalere. Det eneste retarderende element er der selve kultusen,
de rituelle skikke, og selv disse er ikke synderlig komplicerede.
Derimod havde germanerne aldrig en virkelig prestestand.
Ligesom de romerske sacerdotes eller fiamines forrettede de nordiske
guder kun ofrene, men de var ikke — som cle galliske druider —
tillige lærere, som tolkede troens mysterier, og fra deres side
kunde saaledes ikke ventes nogen opposition mod den religiøse
udvikling. Heller ikke fandtes nogen fikserede dogmer eller
be-kjendelsesskrifter, gjennem hvilke den gamle anskuelse beskyttedes.
Det var derfor klart, at den religiøse betragtningsmaade snart
maatte forandres, saasnart den udsattes for ydre impulser.
Allerede i polyteismens begreb ligger forøvrigt allerede en vis
liberalisme, og vi ved, med hvilken uhørt lethed fremmed
gudedyrkelse akklimatiseredes i Rom; eier dyrkedes som bekjendt, ikke blot
græske, men ogsaa orientalske, ja til og meel galliske guder. Den
romerske polyteisme lagde saaledes ingen hindringer i veien, naar
man til de gamle guder vilde føie en ny, og vi har heller ikke nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
