Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Anathon Aall: Grundtræk af filosofien i vor tid - II. Det sjælelige og det logiske liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412*
vinder forestillingerne en sikker gjenstand. I beviset feirer logiken
ogsaa sin høieste fonn. Men tilfældig eller „paa slump" som
vi sagde, er heller ikke de ved hjælp af den direkte sansning
indvundne forestillingers afgrænsning og rækkefølge, selv om i det
ene tilfælde bevidsthedens lys falder paa det sjælelige forhold, i det
andet ikke. Den hele slutningsmethode og beviset beror paa en
eiendommelighed ved vor anskuelsesevne, nemlig den rumlige
lokalisering af en forestilling, anbringelsen af en forestilt gjenstand
paa et bestemt sted i rummet. Lad et exempel gjøre tingen
klarere. Min tanke fastholder et indtryk af en der ikke er jeg,
men noget, som ligner mig . . . det er Karl. I mit sjælelige liv
kommer nu andre indtryk af lignende art ind. Mit liv er
undergivet dette kaar, at jeg erfarer en vexling af forestillinger, en
mangfoldighed af nye sjælelige bevægelser. Foruden Karl er
det Hans og Ole osv. Der er enhed i den virkning de øver paa
mit forestillingsliv, (i filosofien tales der lier om induktionsevnen).
Jeg finder et merke, der for mig forkorter den hele opregning, et
merke der passer paa gruppen af forestillinger. Saaledes fremstaar
begrebet menneske. Nu har jeg oplevet at se, at fluer, høns, kjør
osv. er til nogen tid, saa indtræder det meel dem at de ikke har
liv længer, de dør. Jeg ser at clet gaar Karl, Hans og Ole paa
samme maade. Det samme som jeg altsaa ved om for kjørenes og
hønsenes vedkommende, det siger jeg da om Karl, Hans og Ole,
eller om mennesket, som de blev betegnet. Jeg laver en dom:
Mennesket er dødeligt. Hvergang jeg nu ser et væsen med opreist
gang, med hænder etc. og som kan tale, saa ved jeg, at det er
noget dødeligt. Jeg erklærer: alle mennesker er dødelig. I det
mørke dødens rige, er en provins lagt i beslag af mennesket. En
dag ser jeg Cajus. Ogsaa han gaar opreist, taler etc., kort er et
menneske. Jeg erklærer da: Alle mennesker er dødelig, Cajus er
et menneske ergo er Cajus dødelig. Her har vi en slutning. Og
dette ei1 sammenhængen med dette logiske form. Hvad der
foregaar er dette, at jeg som havde stillet Cajus inden
menneskeverdenen, jeg har samtidig saaatsige spændt dødens mørke dug over
denne gruppe af gjenstande, som jeg kalder menneske. Idet jeg
stiller Caju§ inden denne gruppe, saa passer jeg paa, at det mørke
seil strækker sig ogsaa ud over hans hoved. Med andre ord:
Den lokaliserende fantasi anbringer et forestillingsobjekt under en
rubrik under hvilken den erfaringsmæssig er opfattet. Og den
gjør det med en selvfølgelighed som naar den anbringer koen
paa engen og aarene i baaden. Man indvender: Men dommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
