Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sigbjørn Obstfelder: Efter Rembrandtudstillingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
Man vil tilbage. Man vil se, om man nu ikke kan se det paa
selve lærredet. Man vil se en masse ting, man nu ved er der, som
man ikke saa straks.
Rembrandt drager. Det brune er som draugeøine. Der stikker
trolddom i det.
* *
*
Rembrandt griber os nordboer første gang, vi møder ham.
Der er noget hos ham, der er os nært. Hans maade at se Kristus
som et hverdagsmenneske tiltaler os, hans luft og lys vækker vor
grublen.
Men naar vi saa kommer til italienerne med al farvefylden,
glæden, de skjønt snoede linjer og forhold, saa beruser os sydens
vin. Rembrandt bliver graa. Den hollandske, „mesterlige"
nøiagtighed, den dybe, ubønhørlige karakteristik bliver tør.
Vi foretrækker næsten de andre hollændere. Det morer os at
finde frem alle enkelthederne paa de Jan Steen’ske orgier, vi røres
til taarer ved Nicolas Maes’ alvorligt skjønne hverdagslivsdigte.
Rembrandts underlige lys skinner os imøde. Vi stanser,
forsøger at finde nøglen, tonarten. Vi gribes ikke helt. Vi føler ikke
det samme, som første gang vi saa ham.
Rembrandt er maaske den vanskeligste af alle malere at
forstaa, at kjende rigtig.
Det er jo ingenlunde saa, at det, som engang i tiden var
ufor-staaeligt for folk, bliver letfatteligt ved at ligge. Selv om det ligger
.aldrig saa længe.
Noget af det, folk gjerne søger og beundrer paa malerier, er
for •eksempel kompositionens mangfoldighed. Det henrykker dem
at læse smaa historier rundt om i billedet. Kunstkj enderen glæder
det at se, hvor snildt en eller anden smaating er anbragt for
symmetriens skyld eller til farvemodsætning.
Rembrandt søgte og fandt kompositionens majestætiske
enkelthed, dens kraft og vælde. Ingen havde bedre end han forstaaet
at anbringe biverk. Men det forsvinder. Paa hans „Dr. Deymans
anatomiske forelæsning" ser man blot professoren, medicineren,
liget. Det kan ikke mindre være. Men man glemmer det aldrig.
Trods tidens tand, forbrændthed og ødelæggelser er det, som om
mennesker fra to hundrede aar tilbage, — mennesker, der ikke er
forskjellige fra os, — stiger ud fra billedet. Og mere end det.
Hele livet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:36:17 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1899/0055.html
