Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marna Aas: Draugen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
Draugen.
Rytteren staar i den ensomme li
i skovens rigeste flor,
hans trofaste ganger er sluppet fri,
den kjender saa godt denne lille sti
og følger jo altid hans spor.
Der suser en sagte hviskende vind,
og solen brænder hans brune kind.
Han føler sig ensom, længselens ild
gløder i blikket — hans tanker gaar vild.
Da hører han pludselig sagte trin
fulgt af en luftning saa varm og lind,
grene brækkes og bladene dirrer,
han lytter spændt, hans øine stirrer: —
Hun staar der, hin ukjendte skovens brud
og stirrer stort paa hans gyldne skrud,
hans hjelm og hans brynje, der flammer som lyn.
For første gang ser" han hint store syn:
Haaret flammer om skulder og arm
i bløde bølger om hvide barm.
Han nærmed sig varsomt, hans sind var tændt —
da veg hun væk, som af ilden brændt,
og sagte, berusende blødt hun sang
saa tonerne flød over li og vang:
„Min kjække ridder, forgjæves du springer,
med usynlige vinger
og paa letteste fjed
farer skovlivets dronning afsted.
Dog kan du finde mig
skal du vinde mig."
Hun svang sig i grene
og hopped fra stene.
Hun lokked og sang
mens hun lo og sprang:
„Nei, aldrig vil du naa mig
og aldrig vil du faa mig
ene jeg eier min store hald,
ene jeg bor i min gjilde sal,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
