Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af sentimentalitetens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253
hedshistorie i sin vorden: der er en ung pige, for hvem han ikke
har været ligegyldig. Men fra hans side har der ikke foreligget
nogen sterkere tilbøjelighed: „Konnt’ ich dafür — — dasz eine
Leidenschaft in dem armen Herzen sich bildet? Und doch — bin
ich ganz unschuldig? Hab’ ich nicht ihre Empfindungen genährt?"
Man føler snart, at han er blandt de mænd, som mere eller mindre
ubevidst glider ind i erotiske kriser, han vækker interesse hos
kvinderne, og det, som giver hans eget sjæleliv lys og varme, er
atter kvinden, det er kjærligheden, der gjør livet værd at leve.
Varsomt og vakkert gjengives den første lykkelige uro i
hans sind, den vaagnende følelse for Lotte. Det varer dog ikke
længe, før han forstaar, at han ikke mere er sin egen herre:
„Was man ein Kind ist! Was man nach einem Blicke geizt. Was,
man ein Kind ist! — Wir waren nach Wahlheim gegangen. Die
Frauenzimmer fuhren hinaus, und während unserer Spaziergänge
glaubte ich in Lottens schwarzen Augen — ich bin ein Thor,
ver-zeih’ mir’s; du solitest sie sehen, diese Augen! — Das ich kurz.
bin (denn die Augen fallen mir zu vor Schlaf), siehe, die
Frauenzimmer stiegen ein; da standen um die Kutsche der junge W.,
Selstadt und Audran und ich. Da ward aus dem Schlage geplaudert
mit den Kerlchen, die freilich leicht und luftig genug waren. —
Ich suchte Lottens Augen; ach! sie gingen von einem zum anderen!
Aber auf mich! mich! mich! der ganz allein auf sie resignirt da
stand, fielen. sie nicht. — Mein Herz sagte ihr tausend Adieu!
Und sie sah mich nicht! Die Kutsche fuhr vorbei, und eine Thrane
stand mir im Auge. Ich sah ihr nach, und sah Lottens Kopfputz
sich zum Schlage heraus lehnen, und sie wandte sich um zu sehen
— ach! nach mir? Lieber! in dieser Ungevviszheit schwebe ich ;
das ist mein Trost: Vielleicht hat sie sich nach mir umgesehen!
Vielleicht! — Gute Nacht! 0 was ich ein Kind bin!"
De smaa tings lyrik, den stemning, der kan straale ud fra en
liden hverdagslig hændelse, den dybe betydningsfuldhed, som
kjærligheden meddeler alt, der staar i forbindelse med den elskede, —
det er dette, vi faar høre i „Werther". Rousseau var ogsaa
modtagelig for de smaa tings lyrik, men der er hos ham et
raffinement, en betændt følsom fantasi, der samtidig tumler med moralske
problemer, — den naturlige følelse bliver da ofte borte; den
opmerksomhed, hvormed han følger sine sjælelige rørelser og noterer
deres merkelige afskygninger, kommer let til at kvæle den
umiddelbare lyrik. Hos Werther er lyriken bevaret, stemningen skjælver
endnu i digteren, han føler endnu Lottes nærhed; han er ikke naiv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
