Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Karl Graeser: Neapolitansk velgjørenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Man har i den senere tid paa flere maader lorsøgt at indskrænke
de almindelige misbrug, men som det synes uden resultat. En lov af
1890 har stillet alle velgjørenhedsanstalter under indenrigsministeriets
opsigt; enhver by skulde have en fattigkommission, og administrationen
gjøres mest mulig ens. Men nogle aar efter kunde alligevel
undersøgelserne konstatere, at der ikke var nogen by, der med saa
mange velgjørenhedsindretninger som Napoli kunde opvise et saa stort
antal uforsørgede fattige. Det laderikke heller til, at forholdene endnu
har forbedret sig; i anledning en arv, som i 1895 tilfaldt Santa
Annunziata, blev der igjen rørt op i den stinkende pøl, men uden synderligt
udbytte, tiltrods for præfektens store anstrengelser og undersøgelser.
Han maatte tilslut erklære sig magtesløs og lade sagen falde.
Det vilde dog være urigtigt at bedømme hele folket efter de
ledende mænds og embedsmændenes fordærvelse. Italien har en
forfatning, hvori folket endnu ikke har vokset sig ind; den ligger om
gainmel nedarvet sæd og skik som et altfor vidt klædesplag. Men
politikerne og de ærgjerrige aander ved at udnytte den, at indhylle
sig godt og varmt i den og at vise sig for folket i en tiltalende
skikkelse. De kjender folkets evne til at begeistres og dets glæde over
cle vakre former; men de stakkels mennesker kan naturligvis ikke leve
af skjønhed alene, og der stilles alvorligere krav til den italienske
stat. Landbefolkningens stilling er særlig sørgelig, og hundredetusen
tvinges aarlig til ^udvandring. Eieren af det store gods lever i sit
palads i byen; hans forpagter arbeider ikke heller selv, men
udstykker joi’den til underforpagtere, og først disse overlader den til de
virkelig arbeidende smaabønder, som gjør alt arbeidet mod en fjerdedel at
udbyttet. Uden maskiner og arbeidshjælp faar de ikke tiel til at
bearbeide mere end halvdelen af jorden; resten ligger brak og øde — og
bonden klarer sig ikke for sult og gjeld. En stor del af det
berygtede røveruvæsen har sin grund i denne sociale elendighed. Trods
alt dette har bønderne kunnet vælge til sin repræsentant i landets
nationalforsamling Gabriele d’Annunzio, en digter, hvis mægtige og
stolte tale imponerede dem. Det er absolut ikke praktisk — men
det er den gamle kultur, som aldrig er død, den samme kultur, som
bevirker tiggerens stolte gang og vaskepigens graziøse
armbevægelser, naar hun vrider sine pjalter ved stranden.
Med al sin lidenskabelighed er folket elskværdigt, taalmodigt og
arbeidsomt, om eier end findes tilstrækkelig mange, som heller vil leve
af spil og tyveri. Italienerne er intelligente, fremforalt høflige, belevue
og kunstneriske. Skjønhed er for dem næsten ensbetydende meel god-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
