Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Paul Julius Möbius: Tre samtaler om religion - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
341
den indtager en temmelig stor plads i omvendelsesprækenen. Man
faar i det keletaget huske paa, at den kristelige lære benyttede sig
af mange midler for at vinde tilhængere. Om ikke netop i Paulus’
forkyndelse traadte dog senere, efterhvert som evangeliet udbredtes,
frelserens rørende, skikkelse, hans liv og hans ord, i forgrunden og
virkede med personlig kraft. Ligesaalidt vil jeg undervurdere
betydningen af tanken paa en kjærlig Gud ligeoverfor oldtidens og de
barbariske folks mere eller mindre ligegyldige og fornemme guder. Jeg
tror dog, at det, som egentlig tiltalte og slog igjennem, ikke var
dogmet, men erfaringen om, at et gudfrygtigt liv gjør lykkelig.. Deri
tror jeg ogsaa, at man, bortseet fra psykologiske betragtninger, maa
søge grunden til buddhismens seirrige fremgang.
Paulus: Da vilde vi jo igjen blive lykkelig med buddhismen.
Philaleth es: Uden tvil.
Paulus: Jeg læste igaaraftes lidt om buddhismen, og det
forekom mig, at teori og praksis var forskjellig ogsaa der. Forsaavidt
buddhismen er levende, synes den „rene lære" overalt at være
opblandet med troen paa guder — og det til og med temmelig overtroiske
guder. Denne betragtning bragte mig til at tænke paa, at
menneskenaturen selv ved siden af alt det negative maa fordre noget positivt,
ved siden af forsagelsen, som gjør de gamle liv.-unaal ubrugelige,
maa finde et nyt livsindhold. Selv der, hvor mennesket delvis øver
sig i forsagelse, som fader, som ven, som led af et folk, selv der
forsager han ikke for at forsage, men for de andres skyld. Hvorledes
kunde vel den principielle hengivelse — for at bruge dit eget udtryk
— være mulig, uden at der indtraadte et andet „for — skyld" ?
Men kun det høieste kan indtage denne plads, og det høieste i
enhver forstand kalder vi Gud. Hvad den gudfrygtige gjør, gjør han
„for Guds skyld". Altsaa bliver dog Gud uundværlig.
Philaleth es: Jeg indrømmer uden videre, at du har ret med
hensyn til det historiske argument. Jeg tror dog, at man kunde
tænke sig et nivaa, hvor det positive kunde undværes.
Paulus: Det vil jeg dog bestride. Nu skal du høre min
udvikling. Buddha siger: Den, som overvinder sig selv paa den rette
maade, han opnaar frelse. Hvorfor skal mennesket overvinde sig selv?
Følger han læren uden at reflektere, i blind lydighed, saa opnaar han
vistnok clenne virkning, men spørger han efter grunden, opstaar der
fare for, at den psykologiske indsigt skal ødelægge virkningen; ti
saasnart han vil overvinde sig selv til sin egen fordel, falder han
tilbage til en bevidst egenkjærlighed. Da bliver maalet og overvindelsen
for jegets skyld lige saa lidet frelsende som en egoistisk stræben.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
