Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Ægyptens natur i ægyptisk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
Miclt i den nordafrikanske bjergørken, mellem de golde klipper
af hvid sandsten eller syenit har denne den merkeligste af jordens
floder, efterat den gjennem en række fossefald har sænket sig fra
de nubiske bjergterrasser, fundet sig en fure, hvorigjennem den i
næsten snorlige linje energisk forfølger sin retning mod havet —
for omsider, mat efter farten, at opløse sig i talrige forgreninger
og sive langsomt ud gjennem kystlandet.
Ingen biflod, selv ikke den mindste elv eller bæk optager den
paa sit halvandet hundrede mile lange løb mellem de solsvedne
fjeldmure, der begrænser den ægyptiske Nildal. Yderst sjelden falder
der nogen draabe fra oven, som kan forøge vandmængden. Al sin
kraft og sin befrugtende evne henter den fra de fjerne sydens
snefjelde, mellem hvilke dens første kildespring endnu holder sig
skjult for menneskene.
Naar vaarsolen tilstrækkelig længe har tæret paa sneen i disse
ækvatorialske høifjelde, faar henimod midten af juni flodens
solud-mattede, seige strøm pludselig nyt liv. Ifølge sagnet sker dette
paa den mystiske draabes nat, da der fra den skyløse,
stjernebe-saaede himmel falder en draabe i floden, der paa en underfuld
maade bringer den til at svulme.
„Under munterhed tilbringer man denne nat paa tagene eller
i det fri. Nu begynder nysgjerrigheden og forventningen at spændes.
Man iler ud for at iagttage strømmens vekst, som forøvrigt har været
merkbar siden begyndelsen af juli. Jo mere heden tynger paa
landet, desto mere hæver vandet sig i floden og i jordens kilder; fra
dens befrugtede skjød fremspirer den deilige lotos, og kjølige vinde
stryger forfriskende hen over landet. Naar solgløden er paa det
sterkeste, har strømmen naaet sin høieste bred. Da bliver
dæmningerne gjennemstukne. kanalerne aabnede, og snart bedækker flommen
den hele dalbund lige til bjergene. Hele landet er en sø, hvorfra
blot stæderne rager op paa sine høie. I talløse smaabaade, baaret
af det velgjørende element, jublende og festsmykket feirer folket den
velsignelse, som bliver landet til del. — I den anden halvdel af
september er den høieste vandstand; da synker atter floden, men et
frugtbart dynd er blevet tilbage, som uden møie sikrer den
rigeste høst."1)
„I intet land, siger Herodot, samler man jordens frugter med
mindre arbeide end her. Beboerne river ikke møisommelig
jordens furer op med ploge og graver ikke med spade; men naar
Schnaase, Gesch. d. bild. Kiinst I, 245 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
