Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Sulamit - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.374
Sulamit.
Se ei paa mig. Mit ansigt solen bruner;
sort er jeg som nomadeteltets skind.
En af kvinderne.
Nei! blomstrende som Salomons pauluner.
Sulamit.
Solsveden, Zions døtre! er min kind,
men mine brødre har i heftig vrede
mig til at luge deres vingaard dømt,
mit eget vinbjerg, ak! har jeg forsømt.
(Til hyrden)
0 sig mig, hyrde, som min sjæl har kjær,
hvor græsser hjorden. Raster du mig nær,
naar du slaar telt i middagssolens hede?
Hvi skulde jeg om dig forgjæves lede
1 andre hyrders fold, naar din er nær?
En af kvinderne.
O deilighed, hvem kongen vilde eie!
Ved du ei det paa jord, som bedre er,
saa følg kun hyrden paa hans ørkenveie.
(Hyrden gaar).
•2den scene.
De forrige (foruden hyrden). Salomon.
Salomon.
Saa stolt og fyrig tykkes mig din harm
som hoppen spændt for faraoners karm.
Dig klæde vil et gyldent pandebind
med sølverstænk og perler virket ind..
Du er lig blomsten i mit gildeskrud,,
lig nardussalven ved mit gjestebud.
Sulamit.
Saalænge kongen i paladset sad,
var Sulamit uskyldig, ung og glad.
Lig myrrhaknippet mindet om min ven
herinde ved mit bryst sig dølger end.
Lig vindruklasen i En-Gedis dale
kan mindet om min ven min sjæl husvale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
