Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.448
Gennem disse hans Aands Sjælerystelser, i livilke han mener at
virkeliggøre det heroiske Ideal: Selvhengivelse og Selvopgivelse, bringer
han hos sig selv den religiøse Affekt til Udbrud.
Af alle Nietzsches Aandsevner, gives der ingen, der saa dybt og
ubønhørligt er knyttet til hans aandelige Fællesorganisme, som
hans-religiøse Geni. Til enhver anden Tid, enhver anden Kulturperiode
vilde dette sikkert ikke have tilladt denne Præstesøn at blive Tænker.
Men under vor Tids Indflydelser maatte hans religiøst anlagte Aand
vende sig imod Erkendelsen, og formaaede derfor kun at tilfredsstille
det, hvorefter hans Natur higede med sit dybeste Krav, som efter det
naturlige Udtryk for sin Sundhed, paa sygelig Maade, — det vil sige,
han formaaede det kun, ved at føre det religiøse Forhold tilbage til
sig selv, istedetfor til en udenfor ham liggende, ham omsluttende
Aandsmagt. Saaledes opnaaede han Modsætningen af det Tilstræbte;
ikke en højere Enhed for sit Væsen, men dettes inderste Tvedeling,
ikke alle Rørelsers og Drifters Sammenslutning til et fuldkomment
„Individ", men deres Spaltning til et „Divid". En Sundhed havde
han paa denne Maade nok opnaaet — dog ved Sygdommens Midler; en
virkelig Tilbedelse, dog ved Illusionens Midler; en virkelig
Selvhævdelse og Selvopløftelse, dog ved Selvlemlæstelsens Midler.
Derfor ligger ogsaa i den mægtige religiøse Affekt, af hvilken
hos Nietzsche ene og alene al Erkendelse udspringer, uopløseligt
sammenknyttet i en Knude: egen Opofrelse og egen Apotheose,
Selvtilintetgørelsens Grusomhed og Selvforgudelsens
Vellyst, kvalfuld Hensygnen og sejrsikker Helbredelse, glødende Rus og
kølig Bevidsthed. Man føler her clen nøje Sammenhægtning af
Modsætninger, der uophørligt betinge hinanden, man føler, hvorledes de
til det Yderste ophidsede og spændte Kræfter skumme over og
frivilligt styrte sig ned i det Kaotiske, Mørke, Grufulde, og udaf dette
igen stræbe op imod det Lyseste, det Sarteste, — en Viljes Stræben,
som "–frier sig ud af den Nød, der følger med Fylde og
Overflod ; den Kval, som de i den ophobede Modsætninger foraarsage,"
— et Kaos, der vil føde Guden, — maa føde Guden.
"I Mennesket er Skaber og Skabning forenet: i Mennesket er
Stof, er Brudstykke, Overflod, Ler, Skarn, Ufornuft, Kaos; men i
Mennesket er ogsaa Skaber, Kunstner, Hammerhaardhed og Tilskuer
— Guddommelighed og syvende Dag . . ." (Jenseits von Gut und
Böse 225). Og her viser det sig, at uafladelig Lidelse og uafladelig
Selvforgudelse betinger hinanden gensidigt, idet enhver af dem stadig
paany fremkalder sin egen Modsætning —• som Nietzsche finder det
udtrykt i Historien om Kong Viçvamitra, "der af tusindaarige Selv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
