Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Krag: Vers og viser - II. Vestlandsviser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vers og viser.
Og medens sjøen plasker mod baadens tynde bræt,
jeg nynner mangen vise, som jeg lærte.
Dog ingen af de lystige, dem haver jeg forglemt;
saa stor en sorg der rummes i mit hjerte.
Jeg har en pige elsket saa høit som nogen kan,
men ikkun Gud jeg dette vilde sige.
Thi hun var sig en frøken, men jeg af ringe stand,
og hun fik sig en beiler blandt de rige.
Og jeg saa glædens roser, de sprang paa hendes kind,
naar hun alt med sin kjærest ud spadserle.
Og jeg saa brudesløret ombølge hendes haar,
den dagen hun til Herrens kirke kjørte.
Saa gik der lange tider, jeg ved ei selv hvordan,
ak Gud, thi livet gled saa tomt og øde.
Men jeg saa glæden slukne i hendes øine ud,
og roserne paa hendes kinder døde.
Saa for jeg ud paa havet og vilde finde ro
og vilde finde glemsel i det fjerne.
I mange aar jeg sei lede som i en dunkel nat,
hun lyste gjennem natten som en stjerne.
Det var en lørd-ag aften, jeg kom med skibet hjem,
da hørte jeg de kirkeklokker klemte.
Da grov de ned i jorden min ungdoms kjærlighed,
hun som i livet aldrig mer jeg glemte.
Nu heiser jeg mit seil i det aarle morgengry
og farer ud ved vinter og ved sommer.
Derude kan jeg sidde alene mangen dag;
thi ingen venter hjemme, naar jeg kommer.
Og medens sjøen plasker mod baadens tynde bræt,
jeg nynner mangen vise, som jeg lærte.
Dog ingen af de lystige, dem haver jeg forglemt,
saa stor en sorg der rummes i mit hjerte.
Vilhelm Krag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
